Iannone tilbage i MotoGP
Tilbage i 2019 ramte Andrea Iannone halvvejs inde i sin 2-årige kontrakt med Aprilia et bump på vejen i karrieren, da han fik dumpekarakter ved en dopingtest under Malaysias Grand Prix.
Derfra kunne racerkøreren vælge at gå én af to veje; han kunne vælge at appellere sagen og få analyseret endnu en test – som også blev udført i Malaysia – hvor han selv ville være til stede. Eller alternativt vælge at anmode om at få genovervejet suspenderingen af sin licens, som ifølge dommen forhindrer ham i at deltage i alle former for konkurrence på motorcykel.
Andrea Iannone holdt fast i sin historie om, at det anabolske steroid Drostanolone ved en fejltagelse skulle være kommet ind i hans blodbaner via en steak. Men den forklaring hoppede dommeren ikke på, og så faldt hammeren for Iannone.
Nu – næsten fem år senere – sidder Andrea Iannone i Malaysia, og det er altså ikke for at deltage i Robinson Ekspeditionen.
Nej, Iannone modtog nemlig for ikke så forfærdelig længe siden et opkald fra Valentino Rossi, som spurgte, om ikke Iannone havde lyst til at køre sæsonens sidste to løb på en VR46 Ducati, da Fabio di Giannantonio endnu ikke er fit for fight ovenpå en nyligt overstået operation.
En nyhed, som måske ikke ligefrem får pulsen op hos de fleste, men ret så interessant for de hoveder, der har fulgt med i verdens fedeste motorsport de sidste mange år.