Ihærdig Haarup henter sjetteplads
Et regnskyl gav store udfordringer for de fleste i første heat på den italienske bane. I tredje sving opstod der en del trængsel, hvor Mikkel Haarup undgik det værste for at lægge sig på en ottendeplads, men bare to sving senere gav den tunge bane danskeren udfordringer, så han faldt tilbage på en 12. plads.
Mikkel formåede dog at kæmpe sig tilbage og jagtede feltets nummer seks, men måtte tage sig til takke med en syvendeplads.
I andet heat blev Mikkel fanget i det tætpakkede felt ved indgangen til første sving, men udnyttede hurtigt sine chancer i de efterfølgende sving og bragte sig fra sidstepladsen op til tiendepladsen.
De fleste kæmpede stadig med at lave overhalinger på banen, og her viste danskeren sin overlegne form ved at kæmpe sig op gennem feltet for at ende på en femteplads.
Dette var nok til at sikre Mikkel Haarup en sjetteplads på dagen, og en fortsat delt fjerdeplads i den samlede VM-stilling.
– Jeg har blandede følelser med i dag, men jeg er glad for min indsats og at komme herfra med to anstændige heat og en samlet sjetteplads. Jeg vidste fra morgenen, at det ville blive en svær dag for mig på banen. Jeg havde ikke fantastiske starter, så jeg blev nødt til at arbejde mig op gennem feltet i begge heat. Jeg havde en bedre fornemmelse og rytme i andet heat, men jeg brugte meget energi i første heat, hvor jeg lavede mange fejl og gik for hårdt til den, fortæller Mikkel Haarup.