Kommunikation via radio i MotoGP
Dem, som har fornøjet sig med lidt racerløb på to hjul, ved, at det kræver en hel del fokus at kyle en motorcykel rundt på et lukket anlæg i jagten på en hurtig tid. Og går det bare lidt friskt for sig, så koster det ret meget på tiden over en løbsdistance, hvis blikket fjernes fra vejen for mange gange.
Men fra tid til anden kan det være nødvendigt at modtage oplysninger, så man eksempelvis kan se sin egen placering i løbet, hvem der ligger omkring en, samt hvor langt konkurrenterne er væk.
Det sker typisk ved hjælp af en tavle, som teamet svinger ud over pitvæggen. Men hvad tavlen ikke fortæller, er, hvis der sker noget andet rundt på banen, man skal være opmærksom på, som for eksempel et styrt eller et olieudslip.
I sådanne tilfælde står en flok friske marshalls klar med farverige flag, som hver har deres betydning. Men da fokus er rettet mod at komme banen hurtigst rundt og måske endda at komme forbi den forankørende konkurrent, så kan flagene faktisk godt overses.
Digitale fremskridt i kongeklassem
Følger du bare lidt med i tohjulet motorsport, så har du med garanti også på et eller andet tidspunkt set Formel 1 i fjernsynet, og her bliver de ellers friske kommentatorer gang på gang afbrudt af radiokommunikation mellem team og kører.
Hvor vi i de tohjulede klasser indtil videre må fornøje os med motorlyd og til tider en kæk bemærkning fra kommentatoren, så bringer radiokommunikationen i Formel 1 ofte flere skægge momenter ind i et løb; primært når kørerne bliver frustrerede over noget, men også når en lille sang presser sig på.
Det bliver nok også fremtiden i MotoGP…
For gennem årene har både kørere og løbsledelsen diskuteret, om det giver mening at bringe kommunikation via radio ind i kongeklassen. Og nu ser det ud til, at tiden er kommet.
Radioer i MotoGP har som nævnt været på tale gentagne gange, men idéen er hver gang blevet skudt ned uden nogen synderlig offentlig begrundelse. Men under weekendens arrangement på Misano World Circuit Marco Simoncelli fortalte Dorna, at man inden længe vil forsøge sig med trådløs kommunikation.
Systemet bliver så småt rullet ud allerede næste år, og til at starte med bliver det en envejskommunikation fra løbsledelsen til kørerne. Men over tid kan det sagtens udvikle sig til også at indebære samtaler mellem team og kører.
Og kommer det til at ske, kan vi sofakiggere med garanti se frem til endnu et underholdende lag i kagen, vi kalder verdens fedeste motorsport.
For med tanke på, hvor meget vrøvl der ryger ud af egen mund ved helt almindelig landevejskørsel, tør vi slet ikke tænke på antallet af franske gloser, der ryger ud af de hurtige drenges mund, når de giver dyret en over nakken i jagten på skamlens øverste trin.
En person snakker om “Kommunikation via radio i MotoGP”
Skriv et svar
Login eller opret bruger for at skrive en kommentar
Hvor er jeg dog glad for at det er *trådløs* kommunikation Dorna har tænkt sig at bruge.
Bare kablerne på den lille metal-festival jeg er lidt involveret i, kan være et mareridt, men selv forsangeren for Slayer bevæger sig ikke med over 360 km/t 😀