Leon jagter EM-guld i weekenden
Danske Leon Madsen har kørt forrygende ved de seneste to EM-afdelinger, hvor han begge gange er trådt op på podiet efter løbet.
Det har sikret ham en andenplads i den samlede EM-stilling, hvorfor spændingen er høj op til den sidste afdeling, som køres i morgen lørdag kl. 20:00 i Polen.
Der er ikke mange point mellem de førende i den semlede stilling, og Leon Madsen har kun seks point op lettiske Andzejs Lebedevs, som for nu sidder på førstepladsen.
De har begge to haft én dårlig dag ved en af sæsonens afdelinger. Så for Leon gælder det om at holde tempoet i maskinen oppe, lige såvel som håbet om en dansk guldmedalje.
Danske Rasmus Jensen leverede også et solidt resultat ved det forrige løb, hvor også han kunne bestige podiet.
Det gjorde han efter at have krydset det ternede flag som nummer tre, og ligger derved på en samlet syvendeplads. Og med få point op til de nærmeste modstandere har han bragt sig selv i spil i kampen om femtepladsen, hvilket vil sikre ham direkte adgang til EM i 2025.
Mikkel Michelsen er desværre ude resten af sæsonen grundet et alvorligt styrt ved VM-afdelingen i Riga d. 7. september.