Lorenzo høster VM forspring i Frankrig
Jorge Lorenzo har i år vist sig som en seriøs udfordrer i kampen om VM titlen i MotoGP.
Fiat Yamaha køreren kunne i dag efter sejren ved Monster Energy Grand Prix de France ved Le Mans i Frankrig, føre sig frem med en ni points føring i kampen om verdensmesterskabet.
Som en ekstra fjer i hatten, var dagens sejr også Yamaha’s tredje i lige så mange løb.
Lorenzo’s teammakker Valentino Rossi udnyttede sin pole position perfekt da starten gik, og var skarpt forfulgt af Dani Pedrosa og Lorenzo første mand gennem banens første sving, men det varede ikke længe inden Lorenzo fravristede Repsol Honda køreren placeringen som toer.
I top fem befandt sig også Ducati Marlboro parret Nicky Hayden og Casey Stoner.
Casey Stoner viste tidligt ved at sætte hurtigste omgangstid at han var kommet for at vinde, men allerede på anden omgang tabte Stoner sin GP10 Ducati i sving 6, og så var løbet kørt for australieren.
Det lykkedes også den regerende World Superbike verdensmester Ben Spies at tabe sin Monster Tech 3 Yamaha, og Loris Capirossi’s Rizla Suzuki blev efter et styrt for skadet til at fortsætte, så ingen af de herrer fuldførte dagens løb.
Kampen om førstepladsen blev indledt allerede på syvende omgang, hvor Lorenzo overhalede Rossi, blot for umiddelbart efter at måtte se sig passeret af ’The Doctor’.
Lorenzo lod sig dog ikke slå ud af det forgæves forsøg, og på tiende omgang pressede han sig forbi teamakkeren.'
Denne gang lykkedes det Lorenzo at bevare føringen som senere blev udbygget til et solidt forspring.
Med Fiat Yamaha duoen på de to forreste placeringer, blev kampen om tredjepladsen udkæmpet af Repsol Honda makkerparret Dani Pedrosa og Andrea Dovizioso på henholdsvis tredje og fjerdepladsen, skarpt forfulgt af en stædigt kæmpende og velkørende Nicky Hayden som nægtede at give op.
Med fire resterende omgange var Lorenzo’s føring over Rossi mere end fire sekunder, og Pedrosa og Dovizioso kæmpede stadigt hårdere om den sidste podieplacering.
Lorenzo passerede det ternede flag komfortable 5,672 sekunder foran Rossi, og det lykkedes Dovizioso på den nervepirrende sidste omgang at klemme sig forbi Pedrosa og nappe tredjepladsen og sæsonens anden podieplacering.
Dani Pedrosa fik rytmen ødelagt så meget af Dovizioso’s overhaling, at det også lykkedes Nicky Hayden at presse sig forbi den lille spanier og tage sin tredie fjerdeplads i træk.
Dani Pedrosa måtte derfor i sagens natur tage til takke med femtepladsen, og Marco Melandri som havde fået ny affjedring på sin San Carlo Gresini Honda, vekslede startplaceringen som nr. 11 med en sjetteplads i dagens løb.
Randy de Puniet kørte LCR Honda’en over hjemmebanens målstreg på syvendepladsen, og Hector Barberá, Aleix Espargaró og Marco Simoncelli tog de sidste tre placeringer i top ti.
Resultater:
1 99 Jorge LORENZO SPA Fiat Yamaha Team Yamaha 44'29.114
2 46 Valentino ROSSI ITA Fiat Yamaha Team Yamaha +5.672
3 4 Andrea DOVIZIOSO ITA Repsol Honda Team Honda +7.872
4 69 Nicky HAYDEN USA Ducati Marlboro Team Ducati +9.346
5 26 Dani PEDROSA SPA Repsol Honda Team Honda +12.613
6 33 Marco MELANDRI ITA San Carlo Honda Gresini Honda +21.918
7 14 Randy DE PUNIET FRA LCR Honda MotoGP Honda +29.288
8 40 Hector BARBERA SPA Paginas Amarillas Aspar Ducati +33.128
9 41 Aleix ESPARGARO SPA Pramac Racing Team Ducati +33.493
10 58 Marco SIMONCELLI ITA San Carlo Honda Gresini Honda +33.805
11 7 Hiroshi AOYAMA JPN Interwetten Honda MotoGP Honda +34.346
12 5 Colin EDWARDS USA Monster Yamaha Tech 3 Yamaha +37.123
13 36 Mika KALLIO FIN Pramac Racing Team Ducati +55.061
Not Classified
65 Loris CAPIROSSI ITA Rizla Suzuki MotoGP Suzuki 22 Laps
11 Ben SPIES USA Monster Yamaha Tech 3 Yamaha 22 Laps
27 Casey STONER AUS Ducati Marlboro Team Ducati 26 Laps
0 personer snakker om “Lorenzo høster VM forspring i Frankrig”
Skriv et svar
Login eller opret bruger for at skrive en kommentar
Gad vide, om Stoner er ved at udvikle en form for præstationsangst, der gør, at han ryger i gruset ved snart hvert eneste GP?
Ben Spies må vel blot konstatere, at der er en verden til forskel fra en Superbike til en MotoGP-racer!