Marquez skifter sæde i 2025
Mod slutningen af 2023 fik MotoGP-fans sig noget af en overraskelse, da den otte-dobbelte verdensmester, Marc Marquez, kom med en udmelding om, at han fra årsskiftet ikke længere ville trække i det farvestrålende Repsol-læder mere.
Det bekræftede Repsol Honda Team i et Twitter-opslag hvor de fortalte, at Honda Racing Corporation og Marc Marquez ville ende deres samarbejde før tid, og at alle parter var kommet til enighed om beslutningen.
Ikke meget mere end en uge skulle der gå, før Marquez afslørede, hvor han ville placere sin hurtige spanske bagdel i 2024.
Det ville blive i sadlen på en Gresini Ducati, og det var både Marquez og Gresini Racings ejer, Nadia Padovani, ganske fornøjet over.
Men en fyr som Marquez, der som sagt har ikke mindre end otte VM-stjerner på skulderen, hører selvfølgelig til helt i toppen.
Og det er netop hvor han skal hen ved årsskiftet.
Fabrikskører i 2025 og 2026
For ganske få dage siden offentliggjorde Marc Marquez og Ducati Corse, at de to parter har underskrevet en kontrakt med udløb i 2026.
Således bliver Marc Marquez igen fabrikskører inden vi når at få set os omkring, og kommer til at dele pitgarage med Francesco Bagnaia i de kommende to sæsoner.
Altså et makkerpar med sammenlagt 11 VM-titler på CV’et..!
“Jeg er meget glad for at kunne bære de røde farver fra Ducati’s fabriksteam i MotoGP i næste sæson. Grundlæggende nød jeg fra det fra første kontakt med Desmosedici GP, og tilpassede mig godt med det samme. Fra det øjeblik har jeg vidste, at mit mål var at fortsætte denne vej, at fortsætte med at vokse, og at flytte til holdet, hvor Francesco Bagnaia har været verdensmester i to år i træk. Jeg er glad for at kunne tage dette store skridt i 2025, taknemmelig for den tillid, Ducati har vist mig.” siger Marquez.
Men selvom det for Marquez virkede oplagt at rykke over på fabriksholdet, så lå beslutningen ifølge Luigi Dall’Igna – General Manager for Ducati Corse – ikke ligefor.
“Først og fremmest vil jeg takke både Enea Bastianini og Jorge Martín for alt deres arbejde med os i de sidste par år, og jeg ønsker dem alt det bedste for fremtiden. I denne sæson har de vist, at de har nået et utroligt niveau, og vi er sikre på, at de vil være med i titelkampen til det sidste. Det var ikke let at beslutte sig for Bagnaias nye holdkammerat i Ducati Lenovo Team, da vi havde en liste over meget stærke ryttere at vælge imellem.” siger Luigi og fortsætter:
“Til sidst faldt vores valg på et ubestrideligt talent som Marc Marquez. På kun få løb har han formået at tilpasse sig perfekt til vores Desmosedici GP, og hans medfødte ambition presser ham til at vokse kontinuerligt. I boksen vil vi have to ryttere, der tilsammen har 11 VM-titler, og at kunne regne med deres erfaring og modenhed vil også være uvurderlig for vores vækst.”
Det bliver spændende
Det er ikke nogen hemmelighed, at det ikke er alle der formår at køre den potente Desmo til sejr.
Men med denne trækløver er der i den grad lagt op til fart, fest og ballade!
For med Marquez’ nærmest overnaturlige evne til at tilpasse sig nye forhold og Bagnaias allerede dokumenterede færdigheder, får i spåkuglen Ducati til at stå som en rigtig stærk kandidat til fremtidige titler i verdens fedeste sportsgren.