Mason Klein til Dakar som Kove fabrikskører
Tredje januar skydes Dakar Rally 2025 i gang og byder på 14 dages forrygende offroadrace fra Saudi-Arabiens sanddyner. Tilbage i 2022 imponerede Mason Klein, der dengang blot var 20 år, alt og alle med sine evner på ryggen af en KTM 450 Rally Replica.
Trods sin status som privatkører indtog han en samlet niendeplads i klassementet, og ganske fortjent modtog han præmien som Rookie of the Year.
Året efter var californieren tilbage som en del af BAS World KTM Racing Team, men måtte udgå på grund af en nakkeskade. I 2024 blev KTM udskiftet med kinesiske Kove, som blot har produceret motorcykler siden 2017, men har store ambitioner generelt og inden for rally raids i særdeleshed.
Vi testede Kove 800X Pro tidligere i år, og hvordan det gik, kan du læse mere om via linket nedenfor.
En mere offroadorienteret 800X Rally lander i Danmark til foråret.
Trods Kleins tydelige evner og mærkets ambitioner var Kove ikke klar til at give unge Mason status som fabrikskører. Således måtte han stå for en del af omkostningerne ved deltagelsen selv, ligesom han også måtte håndtere teknisk bøvl på egen hånd langt hen ad vejen.
Netop teknisk bøvl kostede ham i sidste ende deltagelsen i løbet, og han måtte således udgå på sjette etape på grund af et motornedbrud.
I 2025 håber vi for Klein og Kove, at det går anderledes. For denne gang skal han ikke bøvle med udgifter og mekanik selv, da han deltager som fabrikskører for det kinesiske mærke.
Hans tohjulede følgesvend bliver Kove 450 Rally EX, som har en topeffekt på 65 hestekræfter ved 9.500 o/min og kan prale med en tørvægt på blot 128 kilo. Maskinen bliver dog nok omkring 40 kilo tungere, når benzintanken på 34 liter fyldes, og der både er olie og kølervæske på.
Derudover skal Mason Klein følges med franskmanden Neels Theric, og i fællesskab sættes kursen mod sejrspodiet.
Sidste gang havde Mason Klein ikke megen tid sammen med sin Kove-maskine, inden festlighederne i den saudiske ørken begyndte – faktisk var der blot tale om timers træning på den kinesiske rallycykel, inden den unge amerikaner tog favntag med verdens hårdeste rally.
Denne gang har hr. Klein tilbragt måneder sammen med sin Kove, inden starten går kort efter nytår. Det bør alt andet lige betyde, at sandsynligheden for succes er højere.
Amerikaneren har fortalt til nogle af vores udenlandske kolleger, at motorcyklen, han stiller op på i 2025-udgaven af det legendariske løb, er ganske anderledes end den, han måtte give op på sidst.
Således er alt fra stel og motor til elektronik enten nyt eller stærkt opdateret.
Mason Klein bedyrer, at Kove’en er mindst lige så god som de KTM-maskiner, han tidligere har kørt på. Og sidder du og drømmer om en Kove 450 rallymotorcykel, kan du faktisk blive indehaver af en gadegodkendt model til blot 108.000 kroner.
Kove placerer ikke udelukkende alle deres vægtlodder i Mason Kleins vægtskål. Ud over Klein og Theric, som repræsenterer mærket som deciderede fabrikskørere, understøtter producenten to såkaldte satellitkørere.
Desuden stiller otte kørere op i Rally2-klassen som privatkørere på Kove-materiel, og endelig stiller en enkelt chauffør op i Original Motul, tidligere kendt som Male Moto, på en Kove-motorcykel (her står den enkelte deltager for alt omkring sin deltagelse).
Således er den kinesiske producent særdeles velrepræsenteret i 2025-versionen af Dakar Rally.
Om det bliver til podiepladser for Kove og kørerne, må tiden vise, når starten går den 3. januar, og 12 etaper på i alt 7.700 kilometer plus en prolog skal gennemføres. Sikkert er det dog, at konkurrencen fra de to legender Toby Price og Sam Sunderland kan udelukkes, da de har skiftet motorcyklen ud med fire hjul.