MotoGP får ny identitet
I MotoGP hvor Jorge Martin i år løb med VM-titlen, markeres indledningen på en ny æra med ordene Faster. Forward. Fearless og et nyt logo.
MotoGP fejrer som bekendt 75-års jubilæum i år – uagtet klassen som afløser for GP 500 klassen blev etableret med lige præcis det navn i 2002 – hvor Valentino Rossi og Honda i øvrigt i 2001 sikrede sig VM-titlen i den sidste sæson med 500cc totaktere, og såmænd også i 2002, 2003, 2004 og 2005 løb med mesterskabstitlen i sædet på henholdsvis Honda og Yamaha racere med firetakts motorer.
Det kendte MotoGP logo har altså eksisteret i 22 år, men som du kan læse i Kommende ændringer i MotoGP, MotoGP: Motorspecifikationer fastfryses i 2026 og FIM og Dorna Sports forlænger aftale om MotoGP til 2060, er der store ændringer undervejs i den tohjulede motorsports kongeklasse.
Og nu er der tilsyneladende også brug for et nyt logo, som fremadrettet også skal anvendes i forbindelse med øget digitalisering, og som for første gang blev brugt officielt i forbindelse med 2024 MotoGP™ Awards.
Klik på billedet nedenunder for at se omkring to timers video fra eventen.
Der skal nok være en del af os, som er mere interesserede i selve racerløbene og motorcyklernes teknik, og måske ikke umiddelbart ser den store vigtighed i nyt logo. Men sådan forholder det sig langt fra hos alle.
Det forlyder i forbindelse med skiftet i identitet, at en del af M’et i det nye logo ikke er væltet ved et uheldigt tilfælde, men er inspireret af to motorcykler med nedlægning tæt på hinanden på racerbane, hvilket er unikt for sporten, at O’erne er udtryk for hjulenes geometri, og at T’et repræsenterer køreren imellem hjulene, altså menneske og maskine.
GP’et henviser til bane og sikrer angiveligt, at logoet bevarer sin stærke sportslige æstetik.
Pentagram som står for designet, informerer på denne side om det nye logo – hvor det blandt andet står klart, at der er arbejdet ihærdigt på fonten – og Angus Hyland som er Creative Director & Pentagram Partner, er i dette nyhedsbrev på MotoGP’s website frit oversat citeret for følgende: “Arbejdet på den nye MotoGP identitet har været en stor ære. Det var stort at arbejde med MotoGP-teamet på at genopfinde det ikoniske brand, og umuligt ikke at blive fanget af spændingen i konkurrencen og folkene som former den. Vi håber at fans over hele verden vil omfavne det nye look og fornemmelse, når MotoGP ræser ind i det næste kapitel”.
Således lærte vi lidt om design, og omfavner på livet løs.
Dorna’s nuværende CEO er tilsyneladende mindst lige så begejstret for det nye logo, og er i samme nyhedsbrev frit oversat citeret for følgende: “Vi er begejstrede for at præsentere vores nye identitet, og invitere fans over hele verden til at møde det nye MotoGP. Pentagram har ledt os gennem et utroligt eventyr, som har ført til hvad vi håber vores fans vil være enige i, er et utroligt resultat.
Et brand er mere end et logo, og MotoGP er mere end en sport. Processen har lært os en masse om begge, og vi er meget stolte over at vise verden resultatet.
Nøglespørgsmålet har gennem hele forløbet været, hvad er MotoGP?
Både nu og når vi fremadrettet ser på, hvem vi ønsker at være, og vi håber at denne nye identitet kommunikerer ethvert aspekt fra farten til passionen og alt der imellem. Dette er MotoGP.”
Om det er et utroligt resultat, afstår vi behændigt fra at vurdere, men således lærte vi også lidt om kommunikation, og blev måske en smule klogere på, hvad MotoGP i det hele taget er for noget.
Om det nye logo i virkeligheden ændrer ret meget for motorsportsentusiaster og især MotoGP tilhængere, skal vi være de sidste til at spå om. Men man kunne måske forestille sig, at det også har været hensigten, at bringe MotoGP logoet lidt nærmere logoet i Formel 1, når det er samme ejer, som står for begge foretagender.
Arrangøren af MotoGP og designeren er tydeligvis selv begejstret for det nye logo, så tilslutter vi os da gerne koret, som udtrykker et tillykke med den nye identitet.
Vi krydser fingre for, at underholdningsværdien bevares i det nye kapitel for MotoGP, hvor den første løbsweekend i 2025 efter planen afvikles 28. Februar – 2. Marts på Chang International Circuit i Thailand.
Den første afdeling af i alt 22 fordelt på 18 forskellige lande, som du kan se i 2025 MotoGP kalenderen, der blev frigivet for et par måneders tid siden.