MotoGP: KymiRing udskudt… IGEN!
Denne skribent har efterhånden skrevet en del artikler om det seneste bud på en nordisk racerbane, hvor den første artikel så dagens lys i maj måned 2019.
Som vi skrev dengang, så er Danmark mildest talt ikke velsignet med voldsomt mange racerbaner – hvor de eksisterende i øvrigt er underlagt en del restriktioner, og ofte humoristisk betegnes som små Mickey-Mouse baner – så forsøg på etablering af nye racerbaner og motorsports-events slår konsekvent fejl i lille Dannevang.
Så som typen der elsker en god omgang motorcykelrace blev flere af redaktionens tilknyttede begejstrede da vi kunne fortælle, at KymiRing i Finland endelig var klar.
Det skete også i 2019, hvor en pressemeddelelse udsendt af folkene bag MotoGP fortalte, at hele seks fabrikanter drog til Finland for at teste den nye asfalt.
Optimisme og skuffelse
Som du kunne læse dengang gav det et lille gib af glæde i undertegnede, da nyheden om at en spritny racerbane var lige på trapperne trillede ind i indbakken. Men på en pressetur samme år fik vi en snak med en finsk motorjournalist som kunne fortælle, at han havde set banen med egne øjne og at anlægget mest af alt mindede om en grusgrav.
Efterfølgende sneg en lille følelse af optimisme sig ind under huden på undertegnede når det så ud til, at nu var det nu. Men gentagende gange måtte jeg, sammen med mange andre motorsports-tosser, lade mig skuffe, for der kom konstant noget i vejen for at afholde MotoGP på KymiRing.
Hvad så nu?
I Finland har der ikke være kørt GP siden 1982, men det skulle der ændres på i år.
Den 10. Juli skulle der nemlig køres seriøst ræs ved årets tolvte MotoGP afdeling, men endnu engang må spændte fans lade sig skuffe.
I morges vågnede undertegnede nemlig op til en pressemeddelelse hvori der står, at FIM, IRTA og Dorna er forpligtet til at annoncere ændringer i 2022-kalenderen; og det er netop hvad der igen er sket.
Homologering af banen er tilsyneladende stadig et problem, men i meddelelsen skyder man også skylden på den igangværende geopolitiske situation i regionen. Og følger du bare lidt med i hvad der sker ovre i det kolde øst, så kan du velsagtens sætte dit eget lighedstegn mellem førnævnte situation og Putins mystiske militære mission.
Disse to grunde er tilsyneladende nok til, at samtlige parter involveret i MotoGP har valgt, endnu engang at udskyde Finlands Grand Prix.
Derfor må fans verden over bide tænderne sammen, og vente med at få udløst spændingen til næste år.
Lad os alle krydse fingre for, at det lykkes at få skudt gang i noget seriøs finsk race næste år!