Ny bane med i MotoGP kalenderen
For en uges tid siden kunne vi med stor glæde i sindet fortælle, at Dorna Sports – som har stået for afviklingen af FIM Grand Prix World Championship siden 1992 – nu er bekræftet som promotionsansvarlig for MotoGP de næste 36 år.
En glædelig nyhed, hvor der er lagt i ovnen til et særdeles langvarigt samarbejde mellem FIM og Dorna Sports, hvor de to bosser, Carmelo Ezpeleta og Jorge Viegas, tydeligvis ser frem til at udvide butikken.
Der er heller ikke længe siden, vi skrev, at stort set alle sæder er optaget, da der på det tidspunkt kun manglede at komme styr på Prima Pramac Yamaha Factory-teamet.
Det er der sidenhen kommet styr på, da Miguel Oliveira og Jack Miller har besat disse pladser. Og nu hvor der er styr på kontrakter i øst og vest, mangler vi kun at se løbskalenderen gå op.
Spændende nyt på programmet
Allerede nu kan du via dette link se den foreløbige plan for, på hvilke baner de hurtige knægte skal kæmpe om guldet. Og selvom mange af banerne er “som de plejer”, er der også noget spændende at spotte i listen.
I 2025 vender feltet nemlig snuden mod Ungarn for at køre på Balaton Park, som forud for eventet vil undergå en stribe opgraderinger af selve baneforløbet såvel som de omkringliggende faciliteter.
Af en eller anden årsag er MotoGP ikke meget for, at medier indlejrer deres videoer, og på den måde er med til at skabe omtale.
Men hvis du klikker på dette link, sendes du videre til MotoGP’s YouTube-kanal og en video, som giver et fantastisk overblik over, hvordan de seks højresving og ti venstresving fordelt over 4,115 kilometer er anlagt cirka 85 kilometer syd for Budapest.