Quartararo vil være med!
Herunder får vi et unikt indblik i, at ikke alle racerkørere render rundt med næsen i sky, og overlader alle praktiske opgaver til teamet, som det nogle gange rygtes.
Den forholdsvis nyudklækkede MotoGP stjerne, Fabio Quartararo, fik for kort tid siden øjnene op for, hvor sjovt det faktisk kan være, at have en finger med i spillet.
Det skete da han under test i Valencia 2018, spurgte teamet om han kunne få lov at starte sin egen racer. En operation som ikke foregår på samme måde som når vi andre skal afsted på søndagsturen, men derimod kræver et helt specielt værktøj til at dreje motoren rundt.
Quartararo’s forespørgsel dannede grobund for megen latter i pit garagen, da han jo er kører på holdet, og derfor ikke forventes at lave nogen former for mekaniske opgaver.
Men ifølge Quartararo er det vigtigt at se holdet som en helhed, for uden ingeniører og mekanikere ville hans job simpelthen være ikke eksisterende.
Quartararo ved, at samtlige medlemmer i teamet arbejder rigtig hårdt – nogle faktisk mere end ham selv – og da et MotoGP team ifølge racerkøreren er som en familie, besluttede han sig for selv at bidrage til de “daglige gøremål”, som blandt andet at fyre op i maskinrummet.