Repsol siger farvel og tak til Honda
Det er nu mere end 30 år siden, at den spanske oliegigant Repsol og Honda trykkede hænder og begav sig ud på en lang rejse i motorsportens verden med enorm succes.
En rejse, der startede med navne som Mick Doohan og Alex Criville, der i 1995 stillede til start på et par Honda NSR500 i de ikoniske røde og orange farver.
Hertil kan nævnes folk som Valentino Rossi og Nicky Hayden, der desværre omkom i en trafikulykke tilbage i 2017, da han på en cykeltur med venner langs Rimini’s kystlinie, blev involveret i et sammenstød med en bil, og selvfølgelig Marc Marquez, der ved årsskiftet, efter en mere end ti år lang rejse, hvor han opnåede seks VM-titler, 59 sejre, 64 pole positions og 101 podieplaceringer, forlod Honda til fordel for Ducati.
I alt har Repsol og Honda sammen hevet 15 VM-titler hjem i MotoGP-klassen, men nu får rejsen en ende.
De, som følger lidt med i sporten, har måske bemærket, at de engang så farvestrålende Honda-racere ikke længere er lige så farvestrålende, og at Repsol-mærket er flyttet ned under Hondas eget logo.
For da Marc Marquez meldte ud, at han ved udgangen af 2023 ville hoppe i sadlen på en Ducati, håndhævede Repsol en klausul i kontrakten mellem dem og Honda, som tillod dem at reducere den økonomiske støtte til HRC-teamet.
Og nu har Repsol meddelt, at det 30 år gamle klistermærke endeligt hives af Honda ved sæsonens slutning.
“Repsol har besluttet ikke at forny sin nuværende sponsorkontrakt med Honda Racing Corporation (HRC) i MotoGP World Championship, som slutter den 31. december i år,” lyder det fra Repsol.
“Repsol Honda-teamet er det mest succesrige hold med hensyn til mesterskabssejre med 10 holdtitler, 15 ryttertitler og 183 sejre i topkategorien af motorcykler.
Men Repsols forhold til tohjulet motorsport er ikke slut. For i samme udmelding skriver de nemlig, at de fortsat sigter efter at udvikle og levere produkter af den højeste kvalitet til sporten. Og som den velorienterede læser ved, satser FIM og Dorna på at gøre sporten mere miljøvenlig ved at udfase fossile brændstoffer i samtlige Grand Prix-klasser, når vi rammer 2027.