Rossi på podiet i Gulf 12 Hours
De seneste dage har du her på MagaCin kunnet læse, hvordan det gik MotoGP helten Valentino Rossi og den seksdobbelte Formel 1 verdensmester Lewis Hamilton, da kørerne for en dag byttede racere.
Begge racerkørere havde en fantastisk dag, som det fremgik af opslag på sociale medier, men måtte også konstatere at de befandt sig i lidt uvante roller… den ene måske lidt mere end den anden.
Lewis Hamilton måtte en tur ned og bide i asfalten da han kørte MotoGP raceren, og det rapporteres at Rossi også spandt rundt i Formel 1 raceren et par gange.
Banekørsel er relativt nyt for Formel 1 verdensmesteren, men Valentino Rossi har faktisk tidligere prøvet at køre en Ferrari Formel 1 racer, og derudover forsøgt sig udi ræs på fire hjul ved flere andre lejligheder.
Den aldrende MotoGP kører har stadig skud i raketten når han giver den gas i MotoGP løb, men vi må nok erkende at det er et spørgsmål om tid, inden han må indstille karrieren på to hjul i kongeklassen og vige pladsen for yngre kræfter.
Medierne har i flere år spekuleret i, om Rossi ville skifte til fire hjul og forblive i motorsportens verden når alderen indhentede ham. Noget tyder på at italieneren overvejer et skridt i den retning.
Få dage efter eventen hvor Rossi og Hamilton byttede racere, var racerkøreren med nummer 46 nemlig i seriøs aktion på fire hjul, og resultatet af deltagelsen i Gulf 12 Hours udholdenhedsløbet på Yas Marina Circuit i Abu Dhabi imponerer.
Valentino Rossi indtog nemlig podiet som vinder af Pro-Am klassen i sin Ferrari og udtalte efter løbet, at det havde været en lang dag, men rigtig sjovt.
MotoGP køreren fortalte videre at det var svært at bevare koncentrationen i varmen om dagen, og at han nød det mere om aftenen når det blev lidt køligere.
Stort tillykke til “Valle” med den flotte præstation, og vi gætter på at vi slet ikke har set italieneren begå sig i racerløb på fire hjul for sidste gang.
Lidt spændende om den kommende sæson i MotoGP bliver den sidste med deltagelse af Valentino Rossi, og om den seneste tids opmærksomhed på ræs i biler indikerer et snarligt skifte til denne form for motorsport.