Speciel MotoGP nyhed i morgen
2023 MotoGP sæsonen endte som den motorsportsinteresserede allerede ved med, at den 26-årige italienske racerkører Francesco Bagnaia efter årets sidste MotoGP løb ved Gran Premio Motul de la Comunitat Valenciana for andet år i træk blev kåret som verdensmester i den tohjulede motorsports kongeklasse.
Sejren kom i hus efter indledningsvis dramatik, da titeludfordreren Jorge Martin desværre måtte en tur i gruset på løbets 6. omgang.
Dermed kunne man måske tro, at det var slut med MotoGP nyt for i år, men sådan forholder det sig slet ikke.
Blækket på Francesco ‘Pecco’ Bagnaia’s CV der altså nu også rummer en 2023 MotoGP mesterskabstitel, er knap nok tørt, førend løbsarrangøren barsler med endnu en nyhed, hvor interesserede inviteres til at overvære begivenheden live.
Hvilken nyhed det kunne være ved foreløbig kun de indviede, men vi bliver alle sammen meget klogere i morgen eftermiddag kl. 16.00.
Klik på billedet nedenfor for at blive sendt videre til MotoGP’s LIVE: Special Annoncement!
Opslaget på MotoGP’s Facebookprofil har fået mange fantasifulde kommentarer angående nyhedens karakter, hvor nogle blandt andet går på, at Marc Marquez (der som bekendt skifter til Ducati næste år) vinder 2024 MotoGP titlen, at der indføres Sprint-løb om fredagen med bind for øjnene, at der implementeret to-hjulstræk, at Suzuki vender tilbage og meget mere.
Uagtet kommentarsporet er ganske underholdende, så tillader vi os at tvivle både på flere af ovennævnte ideer og såmænd også på, at der tilføjes en såkaldt Bagger-Class i MotoGP regi, og vi køber heller ikke gætterier på, at totakts motoren lige pludselig får en renæssance.
Men det er ikke desto mindre stadig ret interessant, at MotoGP kører så stort skyts i stilling til morgendagens Special Announcement.
Kigger du også med i morgen eftermiddag ved firetiden?