Talentfuld dansker tager dobbelt IDM-sejr - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Talentfuld dansker tager dobbelt IDM-sejr

20-årige Oliver Svendsen udbygger føringen i IDM med dobbeltsejr i Tyskland.
30/07-2024 kl. 10:16
Anslået læsetid: 3 Minutter

II forrige weekend gik en drøm i opfyldelse for danske Oliver Svendsen, som – formentlig på baggrund af sine præstationer i det Internationale Deutsche Motorradmeisterschaft (IDM) – fik mulighed for at køre med på topniveau i World Supersport 300.

Og som du kan læse i artiklen, der er linket til herunder, gik det mere end fint for den kun 20-årige dansker fra Låsby, der sagtens kunne følge med den forreste del af flokken.

Nu er Oliver tilbage i vante omgivelser, og det går ud over hans konkurrenter.
For i den netop overståede weekend deltog Oliver i den femte afdeling af IDM, og her kørte det unge talent sig til en dobbeltsejr på den historiske gadebane Schleizer Dreieck. Og med kun tre point op til Jerrey Buis var løbene afgørende for forsøget på at genvinde føringen i den samlede stilling.

Kvalifikation og løb 1
Under kvalifikationen lørdag drillede vejret, og de skiftende forhold betød, at det var svært at vælge de rigtige dæk. Men alligevel formåede Oliver at køre sig selv og sin KTM til en start bag streg nummer to i løb 1, lige bag Yamaha-køreren Dylan Czarkowski.

Og da startskuddet gik ved weekendens første løb, var banen heldigvis tørret op, så Oliver allerede fra løbets første sving kunne lægge sig i spidsen, tæt forfulgt af sine holdkammerater Ruben Bijman og Phillip Tonn.

Hele løbet var præget af kamp om føringen, og der var gentagne udskiftninger i front, men Oliver var den, der brugte mest tid som førstemand. Og her befandt han sig også i løbets sidste sving, hvor han var godt forberedt på et sidste angreb fra bagvedkørende Ruben Bijman, og derved krydsede målstregen som den første 0,065 sekund foran andenpladsen.

Om weekendens første løb siger Oliver: “Det var et fedt løb med nogle sindssygt gode kampe i fronten. Jeg følte, at jeg havde overskud til at planlægge løbet og forvente et sidste forsøg fra mine konkurrenter ved målstregen, hvilket jeg også afviste. Med denne sejr er jeg tilbage i front af mesterskabet.” 

Løb 2
Som vanligt bliver der kørt to løb sådan en weekend, og i løb 2 holdt Oliver igen bag streg nummer 2 til start.
Herfra fyrede danskeren igen op under raketten og blev den første mand til at komme gennem sving 1, hvorfra han gennem hele løbet befandt sig blandt de fire forreste.

Igen følte Oliver et stort overskud og kunne planlægge meget af løbet, og forventede igen at skulle forsvare sin position på løbets sidste omgang, hvor han – ligesom i løbet dagen før – lå forrest i flokken.

Men uden Olivers viden styrtede tre af konkurrenterne på grund af et olieudslip, og derved blev endnu en førsteplads til danskeren sikret, og føringen i den samlede stilling udbygget.

Oliver udtaler: “Selvfølgelig er jeg glad for weekendens anden sejr, men det var bestemt ikke den afslutning på et godt løb, jeg ønskede. Jeg er bare glad for, at de implicerede kørere er okay, og jeg er sindssygt glad for at udbygge min føring i mesterskabet.” 

Se løbene
Efter en fantastisk weekend med dobbeltsejr fører Oliver nu mesterskabet med 47 point, og er dermed tættere på den ønskede IDM-mestertitel 2024.

Næste gang Oliver skal på banen er den hollandske bane TT Circuit Assen den 16.-18. august, hvor der også er meldt ankomst af flere danske fans.

Men indtil da, kan du eventuelt hoppe ind på nedenstående links til YouTube, hvor du kan se weekendens løb:
Løb 1
Løb 2

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start