Tidligere MotoGP-kører smadrer Rally-drengene
De fleste kender Danilo Petrucci som en af de MotoGP-helte, der år efter år indtager de asfalterede baner rundt omkring i verden. Så da nyheden om, at Petrucci havde meldt sig til det legendariske Dakar Rally var flere skeptiske.
Kunne sådan en racer-fyr virkelig begå sig på nakken af en knoldhopper midt ude i ørkenen?
En hård start
Petrucci kom under en træning op til løbet til skade med sin ankel, men det var faktisk det mindste problem for den 31-årige italienske racerkører.
Lige op til løbsstart blev flere motorsportsmedier nemlig oversvømmet med historien om, at Petrucci var faldet i Corona-fælden, og med en positiv PCR test ikke alligevel kunne stille til start. Og med kun to dage til startskuddet lød må man antage, at Petrucci var temmelig presset.
Heldigvis kom der andre boller på suppen d. 31. december – dagen inden løbsstart – for her fik Petrucci den dejlige nyhed, at PCR testen som dagen før var positiv, heldigvis var falsk positiv, og derved blev italieneren clearet til at deltage i løbet.
En glædelig nyhed for os motorsports-tosser som havde set frem til, at følge med i en ex MotoGP-kørers rejse gennem ukendt terræn… Men der skulle ikke gå længe før flaget blev sænket igen.
På anden etape måtte Danilo Petrucci udgå, da KTM’en, ifølge nedenstående Instagram opslag fra Petrucci selv, sprang i luften.
Hvor meget der gik i stykker er vi ikke helt klar over, men som du kan læse i opslaget, så var Petrucci ikke i stand til at reparere maskinen på stedet, formentlig grundet et problem med brændstofpumpen.
Derfor blev både rytter og motorcykel fløjet tilbage til lejren, og her fik Petrucci at vide, at han faktisk på tidspunktet for nedbruddet kørte med om en podieplacering. En ret nedslående melding for racerkøreren, som egentlig ikke havde forventet de store resultater af sig selv, men blot ønskede at gennemføre det vildt krævende Rally.
Det lykkedes Petrucci’s crew at reparere maskinen, så han kunne deltage i de kommende etaper, og et eller andet har altså givet Petrucci blod på tanden!
Fart på!
Efter fjerde etape, som løb over 465 kilometer, kunne debutanten med ro i sindet klappe sig selv på skulderen, da han fra sin tredjeplads kunne se tilbage på de mere erfarne rallykørere Matthias Walkner, Kevin Benavides og Tony Price på henholdsvis 8., 16. og 30. pladsen.
Og den flotte placering var altså på trods af, at resultatet af tredje etape placerede ham på plads nr. 22 i startopstillingen.
Efter den flotte præstation i fjerde etape kunne Petrucci se frem til en startposition længere fremme på etape fem, og her kom der for alvor fart på drengen.
Løber med sejren
Løbets femte etape, som foregik øst for Riyadh, løb over 346 kilometer, og her lød det foreløbige resultat, at Petrucci kom ind som to’er lige efter Toby Price som også kører KTM, men der er altså en grund til, at man lige efter endt etape offentliggør et foreløbigt resultat.
Efter hver etape gennemgår officials nemlig løbet. Først her uddeles tidsstraf til kørere som lavede en ups’er på etapen, og det var her Toby Price, som lå nummer ét, modtog en straf på seks minutter for at køre for stærkt.
Det lyder for nogle måske lidt mystisk, at man i et racerløb kan køre for stærkt, men der er altså en lang række regler i Dakar Rally som skal overholdes.
Herved kunne Danilo Petrucci til sin store glæde påtage sig titlen som den første ex MotoGP kører som sejrer i Dakar Rally nogensinde, og sikke da et stempel at kunne sætte på CV’et..! Og husk nu, at det er Petrucci’s første deltagelse i Dakar Rally.
Pas på kamelerne!
Da Petrucci havde sundet sig lidt over sin flotte bedrift, gav han et interview som kommende Dakar deltagere måske kan drage nytte af.
Petrucci fortalte, at det havde været en rigtig lang dag, og at målet med etapen egentlig var lære og forbedre sine evner til at navigere, så han pressede ikke citronen i første omgang. Men efter et sving stødte han på en gruppe kameler, og en af dem besluttede altså, at slentre en tur henover det spor Petrucci havde for øje.
En rask beslutning om at undvige det kæmpe store ørkendyr resulterede i, at Petrucci måtte køre væk fra sporet og ud over en dynge kamelgræs hvor han altså endte på rygskjoldet.
Efter denne episode besluttede han sig for at fortsætte det rolige tempo, og ikke lade drømmen om en etapesejr løbe af med ham, og i sidste ende var det måske hvad der skulle til for rent faktisk at løbe med sejren?
Så drømmer du om engang at gennemføre det legendariske Rally så husk på, at det ikke altid kan betale sig at køre for fuld hane… Du ved aldrig hvad der gemmer sig rundt om det næste hjørne.