Tom Sykes fyr og flamme - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Tom Sykes fyr og flamme

Jonathan Rea øger føring i World Superbike
19/09-2017 kl. 08:00
Anslået læsetid: 8 Minutter

Den regerende verdensmester Jonathan Rea, har haft 2 fantastiske dage på Autodromo Internacional do Algarve banen i Portugal. Rea dominerede begge løb og øgede sit forspring i den samlede VM stilling, således at der nu er hele 120 point ned til team kammeraten Tom Sykes på 2. pladsen.

Sykes var efter et dramatisk styrt under den 3. frie træning, ikke deltagende i denne weekends strabadser. Styrtets udfald var udover en brækket lillefinger, dramatisk underholdning af en “tændt” brite og en noget forkullet Kawasaki.

Fingeren krævede en mindre operation på nærmeste hospital, men det var nok til at gøre Sykes ukampdygtig for en stund. Raceren derimod, trænger nok til lidt mere end en mindre operation for at blive kampdygtig igen.

Løb 1.

Med en tid på 1.41.430 har Jonathan Rea placeret sig solidt i spidsen af feltet foran Laverty og Savadori.

Lamperne slukkes, Rea ser sig ikke tilbage og er første mand ude af sving 1.

Melandri som holder i 5. startposition kommer godt fra start, og placerer sig hurtigt på 2. pladsen, forfulgt af Laverty på 3. og Savadori på 4.

Jonathan Rea’s Kawasaki ZX-10RR bliver tydeligvis ikke fodret med oktan 95. Hold da op der er skub i den lille grønne.

Allerede efter 1. omgang har han åbnet et hul på omkring 1 sekund ned til nummer 2.

Alt imens Rea passer butikken oppe foran, er Melandri faldet 3 placeringer tilbage.

Samtidig har Davies sneget sig forbi et par stykker og indtager 3. pladsen.

Status er nu: Rea, Laverty, Davies, Savadori, Melandri og Forés.

På omgang 4 Slipstreamer Davies og nupper 2. pladsen fra Laverty.

For enden af langsiden lister Melandri sig inden om Savadori, som må overgive sin 4. plads.

På nuværende tidspunkt er Jonathan Rea 4,4 sekunder foran sine konkurrenter, og Davies sætter tempoet op i forsøg på at forsvare sin placering som nummer 2, og lægger lidt afstand til Laverty der har travlt med at lukke dørene for en sulten Melandri på 4 pladsen.

Det viser sig at være noget af en opgave.

Melandri ser en åbning og triller op på en 3 plads.

På 8. omgang taber Sam Lowes forhjulet og må herefter udgå.

Over de næste omgange ser man Camier støt kravle op af stigen.

Han startede som nr. 11 og har på 12. omgang kørt sig op på en 5. plads.

Camier tager en snæver linje og lister forbi Laverty.

Denne manøvre bliver kopieret af Yamaha #60 med Van Der Mark på nakken, og Laverty må herved se sig sat tilbage på 5. pladsen.

På de sidste omgange har Rea et forspring på godt 7 sekunder, og kigger sig forgæves omkring efter nogen at lege med.

Målstregen krydses af en mand med masser af overskud, efterfulgt af Davies og Melandri.

Løb 2.

Starten går med Leon Camier som frontfigur, Van Der Mark som anden mand og Torres som 3’er. 

Camier laver en hård start men slipper fornuftigt fra det og er første mand ude af sving 1.

Jonathan Rea som efter de nye regler startede som nummer 9, sparker til Kawasakien og er allerede efter sving 1 oppe på en 5 plads.

Rea kaster lidt rundt med maskinen og suser op på 3. pladsen.

Der er fart på Rea denne weekend!

Ud på omgang 2 snupper Rea 2. pladsen fra Van Der Mark, men når man har vænnet sig til frit udsyn kan det godt være lidt øv at ligge nr. 2, så Rea brager inden om Camier, og befinder sig nu hvor han trives bedst. Nemlig i front.

Laverty og Davies overhaler Van Der Mark, og efter de 2 første omgange er stillingen som følger:

Rea, Camier, Laverty, Davies, Van Der Mark og Melandri på 6. pladsen.

Rea gentager strategien fra løb 1 og øger sit forspring.

Laverty kører forbi Camier’s MV Agusta, som sender røgsignaler om problemer op fra udstødningen. Noget er tydeligvis ikke som det skal være.

Kort efter følger Davies og Van Der Mark trop.

Længere tilbage i feltet snubler Raffaele De Rosa og udgår, og Sam Lowes og Savadori kæmper om 8. pladsen

.

Chaz Davies har fået godt skub i sin Ducati Panigale.

Han slipstreamer Laverty op ad langsiden og overhaler inden sving 1, hvor efter han lægger afstand til de bagved kørende.

Van Der Mark tager Laverty’s 3. plads og viser hvad han kan på sin SBK Yamaha.

Spændende om han kan håndtere en MotoGP Yamaha lige så vel, for Van Der Mark skal nemlig agere suppleant for den skadede Rossi, ved næste MotoGP løb.

Dette kommer til at foregå uden nogen forudgående træning på MotoGP raceren.

En anden Yamaha der gerne vil frem er #22 kørt af Alex Lowes. Desværre resulterer foretagendet i en massiv skrider over baghjulet i sving 13, og med ét er Lowes luftbåren.

Efter kort at have fået pusten, må han kravle af banen på alle fire og tage sig en lur i sandkassen.

Melandri har kæmpet sig op på en 5. plads og gør sig klar til et angreb på Laverty.

Melandri kører inden om Laverty men giver den måske lidt for meget ud på langsiden, cyklen “fishtailer” voldsomt og i Melandri’s forsøg på at få styr på situationen, generobrer Laverty sin tidligere placering.

Over de næste par omgange bokser de to og skifter placering et par gange.

Efter megen bytteri udnytter Melandri igen slipstreaming og overhaler.

Laverty forsøger en sidste gang at komme forbi, men kan ikke holde en god linje.

Kampen om 4. pladsen har givet Van Der Mark en del albuerum.

En gang sagde de unge altid “hurtig som en ninja” og hvis der er noget den frase passer på er det Jonathan Rea og hans Kawa.

Rea er 4,3 sekunder foran Davies på 2. pladsen, og det samme gælder for afstanden fra Davies ned til Yamahaen på 3.

Der lyder ingen melding om hvorfor Camier’s maskine lavede røgsignaler, men valgte at køre i pit og være tilskuer resten af løbet.

På 17. omgang taber Davies forhjulet og efterlader et hul på længde med Grand Canyon, mellem Rea og Van Der Mark.

Rea er igen første mand over målstregen og hele 8 sekunder efter passerer Van Der Mark og Melandri det ternede flag.

Efter en race weekend med bål og brand, og en suveræn Jonathan Rea som demonsterede sit talent på fornem vis, ser stillingen i WSBK sådan ud.

 1  Jonathan Rea                 Kawasaki Racing Team            431

 2  Tom Sykes                      Kawasaki Racing Team            311 

 3  Chaz Davies                   Aruba.it Racing Ducati              296 

 4  Marco Melandri               Aruba.it Racing Ducati              250 

 5  Alex Lowes                     Pata Yamaha                             169 

 6  Michael van der Mark     Pata Yamaha                             166 

 7  Xavi Fores                      Barni Ducati                               156 

 8  Leon Camier                   MV Agusta                                 133 

 9  Jordi Torres                     Althea BMW                              130 

10  Eugene Laverty              Milwaukee Aprilia                      117 

11  Lorenzo Savadori           Milwaukee Aprilia                       99 

12  Roman Ramos               Team Kawasaki Go Eleven        84 

13  Leandro Mercado           IodaRacing Aprilia                      84 

14  Stefan Bradl                   Red Bull Honda                          67 

15  Randy Krummenacher   Kawasaki Puccetti Racing          50 

16  Nicky Hayden                 Red Bull Honda                          40 

17  Raffaele De Rosa           Althea BMW                               36 

18  Alex de Angelis               Pedercini Kawasaki                   32

19  Markus Reiterberger       Althea BMW                               29

20  Ayrton Badovini              Grillini Racing Team Kawasaki   25

21  Leon Haslam                  Kawasaki Puccetti Racing          20

22  Ondrej Jezek                  Grillini Racing Team Kawasaki   17

23  Riccardo Russo              Guandalini Racing                      12

24  Anthony West                 Puccetti Kawasaki                       11

25  Takumi Takahashi           Red Bull Honda                            7

26  Jake Dixon                      RAF Reserves Kawasaki             7

27  Alessandro Andreozzi    Guandalini Racing                        4

28  Josh Brookes                  ER Motorsport Yamaha               4

29  Julian Simon                   Milwaukee Aprilia                         4

30  Jake Gagne                    Red Bull Honda                             2

Del med en ven

0 personer snakker om “Tom Sykes fyr og flamme

  1. Hej Steffan (eller andre).. Kan du fortælle hvor man kan se motorcykel-sport gratis i TV eller på nettet ?

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start