Triumph forlænger Moto2 aftale
De første rygter om at engelske Triumph fremover skulle være eksklusiv leverandører af motorer til Moto2 klassen, der afvikles i forbindelse med MotoGP, begyndte at cirkulere helt tilbage i 2017.
Det kunne du samme år læse i MagaCin’s artikel 3-cylindrede motorer i Moto2.
De motorsportsinteresserede er bekendt med, at Triumph dengang afløste Honda som motorleverandør i Moto2 klassen, og at de potente racere i Moto2 klassen i dag er udstyret med Triumph’s trecylindrede 765cc +140 hk motorer.
Forlænger kontrakt med 3 år
Og man må sige at skiftet til motorer fra engelske Triumph har været en succes i Moto2 regi.
For samarbejdet mellem Triumph og Dorna Sports forløber tilsyneladende så gnidningsfrit, at parterne har besluttet sig for at forlænge kontrakten med yderligere tre år, så den løber videre i perioden 2022-2024.
Det fremgår blandt andet af gårsdagens pressemøde, som blev formidlet via video på MotoGP’s hjemmeside, og derudover blev annonceret i opslag fra de respektive parter på sociale medier.
Som man kan se i videoen, ser Triumph Chief Product Officer Steve Sargent i hvert fald ikke specielt utilfreds ud.
Og mon ikke marketingsafdelingen hos Triumph også er pænt tilfredse med forlængelsen af aftalen.
Og lige som i MotoGP regi, var man da også hos Triumph hurtige til at offentliggøre forlængelsen af samarbejdet.
En herlig nyhed, at de to parter har besluttet sig for en forlængelse af kontrakten.
Det kommer nemlig os til gode, som år efter år drager udenlands for at se MotoGP live.
Vi har allerede flere gange afsløret for vores læsere, at de trecylindrede Moto2 racere lyder forbandet godt, når de fyres af på langsiden.
Og man ville være et skarn hvis man ikke kan glæde sig over, at det kan opleves i foreløbig tre år mere.