16 nyheder fra Kawasaki 6. Juni
Da MagaCin slog vejen forbi Kawasaki standen på EICMA i november måned sidste år, fik vi os en dejlig snak med Marck fra Kawasaki Danmark som kunne fortælle, at der i løbet af de næste par år triller ikke mindre end 30 nye, opdaterede og genoplivede modeller på gaden, hvoraf 15 bliver skibet til Europa med officiel præsentation af de første otte allerede næste år.
Det kan du læse mere om i Nyfortolket Kawasaki lige om hjørnet?
Europæiske motorcyklister tilgodeses altså med halvdelen af de kommende nye modeller, imens den anden halvdel er forbeholdt andre markeder.
Men allerede i år tilgodeses udenlandske markeder med en række nye Kawasaki modeller, og det er slet ikke uinteressant, at følge hvilke modeller der frigives andre steder i verden.
For et par måneder siden afslørede Kawasaki en ny Eliminator med tocylindret 398cc motor i Japan, en god uges tid senere så vi en video, hvor Kawasaki Indonesia fyrede den nye firecylindrede Kawasaki ZX4RR med 80hk af på rullefelt, og i næste måned præsenterer Kawasaki USA ikke mindre end 16 Kawasaki nyheder.
Det fremgår både af Kawasaki USA’s website, og amerikanernes opslag på sociale medier.
Videoen der ses i opslaget herover kan også ses på Kawasaki USA’s YouTube kanal.
Men den sportslige model der tydeligvis optræder i videoen, som måske kunne være en ny Kawasaki ZX-6R eller måske endda en RR, er blot et enkelt eksempel på, hvilke nyheder amerikanerne kan forvente.
Det er den eneste video-teaser amerikanerne foreløbig har delt, imens andre opslag på Kawasaki USA’s Facebookprofil annoncerer afsløringen af både en lidt mere afslappet motorcykel uden kåbe, og en ny firehjulstrukket arbejdshest.
En af kommentarerne til opslaget herover går på, at det gerne må være en Eliminator med 948cc motor.
I den forbindelse er det værd at vide, at en 2024 Kawasaki Eliminator 450 optræder blandt modelkoderne EL450A, EL450B, EL450C, og EL450D, der for ganske nylige er begyndt at figurere i dokumenter indsendt til California Air Resources Board.
Der er frit slag på alle hylder for at gætte på, hvilke nyheder Kawasaki USA præsenteret 6. Juni.
Men animationen der kører øverst på Kawasaki USA’s website, kan formentlig skubbe gætterierne lidt i den rigtige retning.
Hvilke nyheder der reelt er tale om, får vi opklaret 6. Juni.
Og så bliver det interessant at se, om nogle af nyhederne efterfølgende dukker op på det europæiske marked.