2019-nyheder fra Harley-Davidson
Yep, det er den tid på året igen: nyhederne for 2019 er netop offentliggjort af Harley-Davidson. Og de er måske ekstra interessante i år, når man tager de kommende års (elektriske) modeller med i betragtning. Nyhederne til 2019 ligger dog i naturlig forlængelse af de nuværende modeller – og så alligevel. Det er ikke helt business as usual.
Den mest markante 2019-nyhed fra Harley-Davidson er helt klart den nye power-cruiser FXDR 114, der som navnet antyder er udstyret med en 114ci Milwaukee-Eight motor. Bestykket med letvægtskomponenter skulle køreegenskaberne være eminente. Både i sving og når du vil give baghjul på lige strækninger. Det ser vi frem til at efterprøve.
114ci motorerne har også fundet vej til flere Touring- og Trike modeller. 114 kubiktommer Milwaukee-Eight 114 motoren har den største slagvolumen, der tilbydes direkte fra Harley-Davidson fabrikken på en standard model, og giver stærkere acceleration og overhalingskræfter.
Infotainmentsystemet, som findes på de større Touring-modeller har også fået en opdatering og er nu kompatibelt med Apple CarPlay, som det også kendes fra nyere biler. Men naturligvis tilpasset motorcykelkørsel.
Endelig fremvistes også Custom Vehicle Operations (CVO) maskiner (Limited, Street Glide og Road Glide), i et begrænset antal med en særlig lakering og finish. Og naturligvis er de indbyggede Boom-box'e med det nye infotainmentsystem. På CVO modellerne er systemet udvidet til også at overvåge dæktrykket.
Motormæssigt er de udstyret med Milwaukee-Eight 117 motoren på 1923 cc, som er forbeholdt CVO modeller. Til modelåret 2019 kan motoren genkendes på et rødt bånd på cylinderhovederne.