2019 opdateringer fra Indian
Designet sker der ikke det store ved – og det ville også være synd, for det er trods alt Indian. Men på Chief, Springfield og Roadmaster-modellerne har teknik og funktionalitet fået en overhaling til 2019-opdateringerne.
De store maskiner bliver nu nemmere at manøvrere med køreprogrammer, eller Riding Modes, som er den mere internationale betegnelse. Det bliver muligt for chaufføren at vælge mellem Tour, Standard og Sport. Tour er det tilbagelænede program med rolig gasrespons til cruising. Standard har mere direkte gasrespons til overhalinger, men også til langsom kørsel (eks. i byer). Sport er til når nogen skal have en ordentlig gang baghjul.
Visse moderne bilmotorer har cylinderfrakobliingsfunktioner, primært for at spare brændstof. Nu kommer det også til Thunder Stroke 111 modellerne, hvor bagerste cylinder automatisk deaktiveres når cyklen holder stille – eller er tæt på. Det skulle give mindre varme ledt op til chaufføren når trafikken er stoppet eller langsom. Spændende hvordan det lyder på en stor V2'er.
Roadmasterens nedre kåbedeles design er blevet opdateret, så der kan tilføres mere luft omkring chaufføren for øget komfort. Et luftspjæld kan åbnes eller lukkes totalt, alt efter vejrets beskaffenhed og chaufførens ønsker. Roadmasters af ældre årgange har også mulighed for at få den nye funktionalitet eftermonteret.
Endelig er lydsystemerne blevet opdaterede. Diskanten er nu en separat enhed, så der kommer mere klarhed i lydbilledet. Equaliseren er blevet dynamisk, så den ændrer lydbilledet, alt efter hastighed, for at kompensere for vind-, vej- og motorstøj. Den kan naturligvis tilrettes individuelt, hvis man nu er mere til bas end klassisk.
På det rent kosmetiske plan kan Chief Dark Horse og Springfield Dark Horse nu fås i nye farvevarianter. Motor, udstødning og holdere til saddeltasker holdes i sort finish. Springfield Dark Horse fås nu i farverne Thunder Black Smoke og White Smoke.
De danske priser for 2019 modellerne er ikke offentliggjort endnu.