2021 Kawasaki Versys 1000 S & SE
For en lille uges tid siden kunne du her på MagaCin læse, hvornår Kawasaki havde planlagt at præsentere mærkets 2021 modeller.
Den første af datoerne var 12. Oktober – altså lige præcis i dag – og Kawasaki Heavy Industries var da også i dag som lovet på pletten kl. 15.00 med en virtuel præsentation af to modeller, hvor Frank Weeink sammen med PR Manager Martin Lambert fra Kawasaki Motors Europe præsenterede 2021 Kawasaki Versys 1000 S og Kawasaki Versys 1000 SE.
Fremover tilbyder Kawasaki altså ikke mindre end tre forskellige modeller af Kawasaki Versys 1000, som betegnes hhv. Versys 1000 Standard, Versys 1000 S og Versys 1000 SE.
Se videoen nedenunder, hvor manageren for Kawasaki Heavy Industries LTD Product Planning Dept. Masanori Kinuhata fortæller om en rigtig spændende nyhed i form af den såkaldte Skyhook affjedring og også berører forskelle på de tre modeller.
De mest velopdragne og høflige synes utvivlsomt, at Frank Weeink og Martin Lambert er ret grundige, udførlige og detaljerede i præsentationen af 2021 Kawasaki Versys 1000… men videoen varer altså også næsten et kvarters tid.
Rakte din tålmodighed til at gennemse hele videoen, så tør vi imidlertid godt gætte på, at du har fået svar på langt de fleste spørgsmål du måtte ligge inde med vedr. Kawasaki Versys 1000 årgang 2021.
Kort video til de utålmodige
Men hvis du diplomatisk sagt ‘ikke har tid‘ til at gennemse den halvlange officielle præsentationsvideo, så har Kawasaki Heavy Industries heldigvis også i dag frigivet endnu en video, der varer helt præcist 1 minut og 38 sekunder.
En præsentation af Kawasaki Versys 1000 S med forklarende grafik og helt uden snak.
Hvornår, og hvor meget?
Spændende nyt fra Kawasaki, men hvornår får vi så de nye modeller at se i Danmark, og hvad kommer de egentlig til at koste.
Efter en telefonsamtale med den danske Kawasaki importør ved vi nu, at Kawasaki Versys 1000 SE efter planen indtager landet i November måned – altså lige om lidt – og at Kawasaki Versys 1000 S skulle lande på det danske lagere en måneds tid senere.
Prisen er der endnu lidt usikkerhed om, men importøren oplyser, at der er begrundet håb om, at den danske pris for SE udgaven kan holdes på 2020 niveau.
Så man kan vel egentlig hævde, at kommende SE ejere – hvis alt går vel – får Skyhook affjedringen gratis med i prisen så at sige.
Og så skulle der – stadig hvis alt går som forventet – være en besparelse på ca. dkr. 30.000,- for Kawasaki Versys 1000 S i forhold til SE udgaven.
Kawasaki Versys 1000 i Standard udgave er der endnu nogen usikkerhed om.
Rigtig spændende affjedring
Spændende nyt fra Kawasaki, og mindst lige så spændende, hvor mange der vælger at investere i muligheden for at blive hængt op i skyerne.
Affjedringens computer skulle efter sigende foretage voldsomt mange flere beregninger pr. sekund end vi tidligere har set, så vi glæder os ret meget til at teste Kawasaki Versys 1000 SE.
Det gør vi naturligvis straks det er muligt, og gerne inden snefnuggene kommer vrimlende.