2021 MT-09 SP: Den mest radikale Yamaha Hyper Naked
I starten af måneden bragte vi her på MagaCin en dybdegående beskrivelse af det nyeste skud på Yamahas MT-stamtræ, hvor MT-09 har fået en seriøs overhaling til 2021.
Udviklingen af Yamahas MT-program beskrives af producenten som følger:
“Siden 2013 har The Dark side of Japan været inspirationen bag udviklingen af Yamahas MT-modeller, som har bragt et helt nyt niveau af spænding og dynamik til Europas motorcyklister. Yamahas MT-modeller er designet og bygget af mennesker, der tænker på motorcykler, når de spiser, ånder og sover, og de har skabt deres egen dynamiske Hyper Naked-kategori og introduceret et enormt antal motorcyklister til en ny form for oplevelser på to hjul.
Med deres momentstærke motorer, adrætte køreegenskaber og et nøgent look er hver eneste MT designet til at levere en sporty, fascinerende og udbytterig tur, der forstærker enhver motorcyklists passion for to hjul. Med over en kvart million solgte MT’er i Europa, siden den første model ankom for syv år siden, hjælper Yamaha Hyper Naked-serien med at gøre motorcykelkørsel til et endnu mere spændende, tilgængeligt og attraktivt livsstilsvalg. “
Det perfekte udseende er op til den enkelte
Hvis vi for en stund ser bort fra opgraderinger i forhold til teknik og mekanik, har det helt store globale samtaleemne været MT’erens forlygte.
Rigtig mange afskyr det nye design, og få er allerede i gang med at udtænke hvilken form for operation man kan foretage på kyklopens øje, for at forbedre udseendet. Faktisk findes der flere steder på nettet allerede renderinger af eventuelle “forbedringer”, hvor man eksempelvis har sænket forlygten for at give modellen et mere strømlignet look.
Men nok om modellens visuelle udstråling; det må være op til den enkelte at vurdere, om modellen er køn eller ej.
The evil twin
Traditionen tro er nyheden fra Yamaha fulgt op af en endnu skarpere version, som er spækket med premium komponenter, og ifølge Yamaha, er den reneste og mest spændende Hyper Naked til dato.
Yamaha MT-09 SP – som med rette kan kaldes MT-09’s onde tvilling – er til 2021 nøjagtig ligså skarp og smart som standard versionen, men er som vanligt blevet konstrueret af en mere eksklusiv hånd.
Modellen fremstår super aggressivt med en supersport-inspireret finish, og en førsteklasses affjedring.
MT-09 SP’s nye R1M-inspirerede multitonede farve i blå og sort på brændstoftanken og luftkanalerne, bidrager til et endnu mere aggressivt og eksklusivt look. Den flotte finish omfatter ifølge producenten såkaldt vandoverførselsgrafik, og de supersport-inspirerede farver forstærker motorcyklens rendyrkede sportskarakter, og fremhæver de tætte teknologiske forbindelser med R1M; en model som MagaCin’s udsendte fornøjede sig gelavdigt med på racerbanen Jerez sidste sommer.
For at komplimentere farveskemaet har man valgt at bagsvingeren – modsat 2020-modellens sorte svinger – skal fremstå i børstet stål med en annodiseret overflade.
Affjedringen består af en KYB forgaffel med 41 mm inderben, der med en robust DLC-coating (Diamond Like Coating) sikrer ekstrem lav friktion og reaktionsstærk affjedring.
På forgaflen er der mulighed for fuld justering af fjederforspænding, retur- og kompressionsdæmpning, hvilket gør det muligt for føreren at opnå den ultimative opsætning til enhver tænkelig situation.
Derudover er det også muligt at justere high- and low-speed kompressionsdæmpning på denne avancerede forgaffel.
For at matche den avancerede forgaffel varetages baghjulsaffjedringen af en Öhlins bagdæmper, nøjagtig som vi kender det fra 2020-modellen.
Igen med mulighed for fuld justering af kompressions- og returdæmpning, men også med fjernjusterbar fjederforspænding.
Yamaha er med på det elektroniske beat
Til næste år er også fartpilot at finde på Yamaha MT-09 SP, så weekendturen til Nürburgring kan foregå lidt mere afslappet.
Fartpiloten kan aktiveres når der køres mindst 50 km/t og i fjerde gear eller derover. Efter aktivering kan fartpiloten indstilles i trin, med et spring på 2 km/t, ved et enkelt tryk på kontakten til venstre for føreren; alternativt kan hastigheden øges stødt, ved at holde kontakten nede.
Yamaha melder at systemet afbrydes når der bremses, kobles ud eller gives gas, hvor sidstnævnte virker en smule upraktisk eksempelvis ved overhalinger, hvor man ofte giver raketten lidt ekstra saft for at komme hurtigt og sikkert forbi.
Alt i alt en traditionel SP-opgradering, men med tilføjelse af en praktisk fartpilot og et racerinspireret farveskema, som får et prisskilt med tallet 142.990,-.