2021 MV Agusta Turismo Veloce præsenteret i dag - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

2021 MV Agusta Turismo Veloce præsenteret i dag

4 varianter i Turismo Veloce serien
CO
14/04-2021 kl. 22:01
Anslået læsetid: 4 Minutter

Det er lige præcis en uge siden MV Agusta klokken 19.00 præsenterede 2021 MV Agusta Superveloce, hvor vi hørte om det redesignede og forstærkede stel med øget stivhed, nye oliekølere som reducerer temperaturen med 5%, og den trecylindrede 798cc motor med baglæns roterende krumtap, der i EURO5 opdateret udgave leverer 147 hestekræfter.

Men MV Agusta Superveloce er ikke den eneste 2021 nyhed den italienske producent lancerer i April.
Det var du naturligvis som velorienteret motorcykelentusiast forberedt på, da du selvfølgelig godt vidste at Flere nye MV Agusta præsenteres i April.
I den artikel kunne du nemlig læse, at debuten for 2021 MV Agusta Superveloce var planlagt til 7. April, og at 2021 MV Agusta Turismo Veloce ville blive lanceret 14. April.
I dag klokken 19.00 præsenterede MV Agusta som lovet nyheden direkte fra mærkets hovedkvarter i Schiranna beliggende ved Varese.
Eventen foregik lige som de fleste andre mærkers lanceringer af 2021 nyheder via en live streamet video session.
Den kan du se eller gense lige nedenunder.

Som du kan se i videoen, blev vi i dag som lovet præsenteret for MV Agusta’s seneste fortolkning af en model i det den italienske producent betegner som high-performance Sport Touring segmentet.

Og lige som ved præsentationen af MV Agusta Superveloce så vi igen MV Agusta R&D Director Brian Gillen på scenen, hvor lederen af udviklingsafdelingen fortalte os om en række opdateringer til 2021, hvor der blandt andet er arbejdet på aerodynamikken.
For kåbeglasset er med ændret udformning 75mm højere og 38mm bredere, og den 20 mm lavere førerpositionen minimerer turbulens betragteligt i forhold til forgængeren.
Derudover fremhæver Gillen den elektronisk regulerede reviderede affjedring, og så ville han også gerne lige fortælle, at sidetaskerne rummer en integralhjelm.

Mindre hysterisk motor end Superveloce
Vi skulle naturligvis også lige høre lidt om den EURO5 opdaterede trecylindrede 798cc motor, der lige som søstermodellen Superveloce er udstyret med baglæns roterende krumtap for øget agilitet.
I Turismo Veloce er motoren som leverer 110 hk v. 10.150 omdr. og et maksimalt drejningsmoment på 80 Nm v. 7100 omdr. – nu med stærkt forbedret bund og mellemområde – dog knap så hysterisk, som i den mere sportslige Superveloce med 147 hk.
Topfarten for MV Agusta Turismo opgives til 230 km/t for modellen, der alt efter variant vejer mellem 191 og 199 kg tør.
For der er nemlig ikke mindre end fire forskellige udgaver at vælge imellem.
Og MV Agusta’s hjemmeside er heldigvis allerede opdateret med de fire varianter MV Agusta Turismo Veloce med efternavnene Rosso, Lusso, Lusso SCS samt RC SCS.

Nyheden kører gennem Danmark til sommer
Der er rigtig meget at sige om 2021 MV Agusta Turismo Veloce, om modifikationer, innovative tiltag og tilføjelser, men det bliver så ganske glimrende dækket af værterne i videoen.
Men set med danske øjne er der et særligt punkt værd at bemærke.
Ca. 18:15 inde i videoen træder motorcykeljournalisten Valeri Boni ind på scenen og fortæller, at den nye MV Agusta Turismo Veloce snart skal på en lidt speciel rundtur i Europa.
Og på turen hvor der skal køres 1900 km gennem 11 nationer på 24 timer går ruten faktisk gennem Danmark.
Det kunne da være lidt sjovt, hvis en af vores landsmænd spottede den nye MV Agusta Turismo Veloce under hjemlige himmelstrøg på den tur.
Projektet er døbt Turismo Veloce Europa Endurance med undertitlen The Longest Day.
Denne skribent har selv gjort turen hjem fra Italien til Danmark i ét hug, og det kunne mærkes i måsen.
Starten på Turismo Veloce Europa Endurance går i Malmø i Sverige, og turen ender i MV Agusta’s hovedkvarter i Schiranna – Italien.
Den lange køretur skulle efter beskrivelsen indledes 21. Juni i år.

Billedgalleri af topmodellen
Men indtil vi ser modellen med egne øjne – forhåbentlig 21. Juni – må vi stille os tilfredse med en stak billeder, samt selvfølgelig informationerne på MV Agusta’s hjemmeside.
Der finder du også tekniske specifikationer for de enkelte modeller.
Billederne over artiklen er af topmodellen MV Agusta Turismo Veloce RC SCS, hvor den billigste MV Agusta Rosso på mærkets hjemmeside er prissat til € 15.400,- og topmodellen MV Agusta Turismo Veloce RC SCS koster € 22.600,-

Hmm…
Du bemærkede måske udtalelsen sidst i videoen: “Stay tuned for more news”.
Har MV Agusta flere 2021 nyheder på programmet i den kommende tid?
Det holder vi naturligvis skarpt øje med.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start