2022 Honda NT1100 bekræftet
I starten af indeværende år registrerede Honda modelnavnet NT1100, og nu viser typegodkendelsesdokumenter at producenten gør alvor af navnet.
I dokumenterne, som er et led i europæisk typegodkendelse, kan man finde to NT-modeller, og hvis du ikke allerede har gættet det ud fra billedet over artiklen, så er den ene model udstyret med Honda’s vildt gode DCT-gearkasse og den anden med traditionel.
Ydermere kan vi i dokumenterne se, at NT1100 går under det interne kodenavn SC84, hvor ‘S’ angiveligt skulle stå for en motor på mere end 900 kubik, hvor ‘C’ afslører at der er tale om en street bike.
Africa Twin går under koden SD08, hvor ‘D’ refererer til en off-roader.
NT1100 er udstyret med den samme 1,084cc twin-motor som ligger i både Africa Twin og den store Rebel, og er i stand til at levere lige over 100 heste ved 7,500 omdrejninger samt et maksimalt drejningsmoment på 104Nm ved 6,250 omd./m. Men man kunne sagtens fristes til at tro, at modellen her leverer kræfterne lidt friskere end knoldhopperen og cruiseren.
Da man i rigtig grove træk kan se på NT1100 som en gadeversion af Afrikaneren, kan vi nok regne med at se en stor del af elektronikpakken videreført til det nyeste afkom i familien.
Her forventer vi blandt andet en 6,5″ TFT-skærm, fartpilot, traction control, en 6-akset IMU og selvfølgelig køreprogrammer.
Men vi kan nok også regne med, at NT1100 – i modsætning til Africa Twin – ikke har super langslaget affjedring og ej heller lige så god frihøjde.
At der endnu ikke er offentliggjort nogen billeder af den kommende model bidrager til gryden med spekulationer, og rygterne går ind til videre på, at fronten på NT1100 kommer til at minde om Honda’s adventure scooter, X-ADV.
Nyheden er så frisk, at den danske importør, i skrivende stund, heller ikke har set billeder af modellen, men vi kan bekræfte, at den bliver vist på EICMA til november i år.
NT1100 forventes leveret hos importøren sidst på året, og vi har naturligvis allerede booket en test-cykel så snart vejret tillader det.