Årets første FDM kørekursus - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Årets første FDM kørekursus

Fantastisk vejr prægede årets første FDM kursus
17/06-2020 kl. 09:08
Anslået læsetid: 4 Minutter

“Nu er sæsonen for alvor slået i gang”.
Det var tilbagemeldingen fra mange glade motorcyklister, da de mandag-tirsdag deltog på årets første køretekniske kursus for motorcyklister på FDM Jyllandsringen.

FDM’s køretekniske kurser har gennem mange år ikke blot været populært for dem der gerne vil skærpe de køretekniske færdigheder, men også for rigtig mange som bruger årets første kørekurser til at få banket vinter-rusten af.
FDM kørekurserne har lige som så meget andet været underlagt restriktioner på grund af Corona pandemien, hvorfor afvikling af årets først arrangementer måtte udsættes.
Men den gradvise åbning af samfundet har heldigvis medført, at der efter nogen ventetid kunne åbnes op igen under iagttagelse af skærpet sikkerhed.

En entusiastisk gruppe kursister gør sig klar til banekørsel

Få ændringer og justeringer
Derfor oplevede kursisterne udover de lækre nye faciliteter på FDM Jyllandsringen nogle få ændringer og justeringer, som bla. opdeling af deltagerne i frokostpausen, mulighed for afspritning af hænder samt begrænsninger i forsamlingers størrelse. Men kursernes grundlæggende indhold vedr. kørsel på motorcyklen er uændret.
Det er tilsyneladende ikke kun danske motorcyklister, som er vilde med FDM’s kørekurser. For vejrguderne velsignede også årets første FDM kørekursus.
Og det gjorde guderne i en sådan grad, at rigtig mange kursister og instruktører syntes det måske var lige i overkanten.
Der blev drukket MEGET vand, og flere kursister indtog frokosten kun iført T-shirt, underhylere og MC-støvler.
Men solskin fra en skyfri himmel og 25-27 graders varme giver også maksimalt greb i underlaget, og det må man sige blev udnyttet godt og grundigt.

Fart over deltagerne på manøvrebane
Det blev bemærket på manøvrebanerne, hvor instruktørerne hurtigt meldte tilbage om et stort antal dygtige kursister, der tilgik øvelserne med udpræget entusiasme, stort gåpåmod og selvsikkerhed.

Der blev gået til stålet på manøvrebanerne med aktiv kørestil.

En enkelt kursist medbragte passager
Vidste du godt at det faktisk er tilladt at køre med passager på FDM’s kørekurser? Man har tidligere set enkelte kursister køre med passager på kørekurserne, og det havde en enkelt kursist også valgt denne gang. Nogle afmonterer tanktaske, sidetasker og topboks inden kørsel på manøvrebane og racerbane, og andre vælger at lade alt ekstraudstyr blive siddende. En enkelt kursist valgte derudover ved dette kursus at medbringe passager, hvor både kursisten selv og passageren blev nogle erfaringer rigere.

En enkelt kursist valgte at køre med passager under banekørslen. Det må man nemlig også gerne på FDM kørekurserne.

Opslidte kneesliders og ridsede fodhvilere
Det optimale greb i asfalten betød også, at flere deltagere på niveau B efterfølgende må en tur omkring den lokale forhandler for at købe nye kneesliders. Og mange deltagere på niveau A smilede bredt, da fodhvilerne for første gang skrabede i asfalten gennem svingene.
En enkelt deltager – som forud for kurset havde monteret fine alternative rulleterede sportslige alu-fodhvilere uden slidbolt konstaterede med et smil, at han heldigvis kunne erstatte det hærgede nyindkøbte ekstraudstyr med de originale fodhvilere, som lå uskadt hjemme i garagen.

Det var svært at pille smilet af disse niveau B kursister, som imponerede med sikker håndtering af motorcyklerne, når der under massiv nedlægning blev trukket sorte lakridser ud af svingene

Vi ved efter tilbagemeldinger fra de danske motorcykelimportører og forhandlere, at krisen ikke har påvirket Danmark i samme grad som i udlandet. Hvor man mange steder i Europa har oplevet en afmatning i motorcykelsalget, har motorcyklismen fået tag i danskerne som aldrig før.
Her i landet er der seriøst gang i handlen med motorcykler, hvor både Danmarks største online handelsplads 123mc.dk og motorcykelbranchen generelt melder om forrygende salgstal.
Det betød også, at man ved årets første FDM kørekursus så overraskende mange deltagere på nyindkøbte motorcykler.

Du kan ikke se det på grund af styrthjelmen, men denne deltager på sin nyindkøbte Yamaha MT10 SP smilede bredt under hele forløbet, når han med sikker hånd førte den yderst potente nyerhvervelse rundt på racerbanen.

Det er så fedt at køre motorcykel, og det er ret betryggende at vide, at så mange danske motorcyklister ønsker at skærpe de køretekniske færdigheder.
Det fik et fuldt besat hold mulighed for på årets første FDM kursus for motorcykler, hvor rigtig mange deltagere i år også fik mulighed for at udforske den nyindkøbte motorcykels potentiale.

Du finder links til FDM’s køretekniske kurser for motorcykler på både FDM Jyllandsringen og FDM Sjællandsringen i menuen øverst på siden.

Del med en ven

2 personer snakker om “Årets første FDM kørekursus

  1. Altså kursus B kommer efter kursus A – dvs. man er mere trænet efter niveau B – ser ud til at der byttet om på niveauerne i en ellers fin artikel….

    1. Du har helt ret Henrik. Måske journalisten har fået solstik efter to dage på Jyllandsringen med fantastisk vejr og højt humør? Under alle omstændigheder er den dumme fejl rettet. Rigtig god solskinsdag.

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start