Årets smukkeste motorcykel?
Der er ingen tvivl om, at den nye Ducati Hypermotard 698 Mono RVE det italienske mærke præsenterede i femte afsnit af Ducati World Première 2024 er en rigtig spændende nyhed med sin nyudviklede omdrejningsvillige ekstremt overkvadratiske encylindrede Superquadro motor.
Og modellens udseende har nu også vundet brugernes gunst.
For Hypermotard 698 Mono blev på efterårets nyligt afviklede 80. udgave af EICMA kåret som Moto più bella eller på mere mundret dansk den smukkeste motorcykel på EICMA 2023.
Fik 35% af stemmerne
Flertallets afgørelse faldt Søndag d. 12. November på mc-messens sidste dag, hvor optællingen af de omkring 25.500 afgivne stemmer fra messens besøgende samt brugere på det italienske motorcykelmedie Motociclismo’s website fastslog, at mere end 35% af stemmerne tilfaldt Ducati’s nye hidsige enstamper.
I forbindelse med kåringen af årets smukkeste motorcykel stod arrangøren for en ceremoni med prisoverrækkelse på Motociclismo’s stand, hvor Director of the Centro Stile Ducati Andrea Ferraresi deltog.
En motorcykel fra Ducati løb altså igen i år med titlen som messens smukkeste motorcykel, hvilket potentielt kunne få øjenbrynene til at ryge en anelse i vejret på skeptikere.
For der blev også i år præsenteret en lang række pragtfulde og ret fedt udseende motorcykler fra andre mærker på messen.
Kåringen af den smukkeste motorcykel på efterårets traditionelle internationale mc-messe arrangeres af et italiensk motorcykelmedie i det gigantiske kongres og messecenter Rho Fiera, der er beliggende nær Milano i Italien.
Derfor kunne det måske ligne en tanke, at Ducati Streetfighter V4 løb med titlen i 2019, grundet aflysningen af EICMA i 2020 blev der i sagens natur ikke kåret nogen skønhedsdronning dette år, og 2021 var som bekendt året, hvor Ducati Diavel V4 blev Moto più bellai.
Hvor vidt motorcykler er decideret smukke eller ej, er en individuel smagssag, og de forskellige modellers udseende er selvfølgelig op til den enkelte at vurdere.
Men de mest skeptiske kunne måske få den tanke, at motorcykler skal være af italiensk fabrikat for at have bare skyggen af en chance for at løbe med titlen som Moto più bella ved EICMA.
Er den nye Ducati Hypermotard 698 Mono RVE efter din opfattelse årets skønhed?
Hvad mener du?
Bidrag gerne med din kommentar om, hvor vidt den nye Ducati Hypermotard 698 Mono RVE virkelig er så afsindigt gudesmuk, eller om titlen som Moto più bella efterhånden er en anelse devalueret.
En person snakker om “Årets smukkeste motorcykel?”
Skriv et svar
Login eller opret bruger for at skrive en kommentar
Jeg er helt sikker på den er møg fed at køre på – men den er på ingen måde smuk eller pæn for den sagsskyld.
Jeg forestiller mig mange har stemt hvad de synes er mest spændende eller fedt.