Aktiv aerodynamik fra BMW
Seneste generation af BMW S1000RR ramte markedet kort før, de meget omtalte winglets tog turen fra eksklusive MotoGP maskiner til superbikes på gaden. Men nu ser det ud til, at tyskerne vil være med på beatet omkring aerodynamik og endda tage skridtet videre med aktive komponenter.
Optimering af luftstrømmene omkring motorcyklen har altid været relevant, men efterhånden er den mere agressive tilgang, med kanaler og vinger, blevet obligatorisk på de fleste racere. Sikkert, fordi reglerne i WorldSBK ikke tillader eftermontering af sådanne stumper – de skal sidde på fabriksmodellen.
Derfor ser vi også flere og flere maskiner med teknikken i spil, som på Honda CBR 1000RR-R Fireblade eller Ducati Panigale V4 og også på særlige Replica modeller, herunder seneste Petronas Yamaha YZF-R1 eller Aprilia Tuono V4 X – alle sammen super fede cykler.
Det bringer os videre til de seneste patentansøgninger fra BMW, hvor aktive winglets er monteret både foran og bagpå motorcyklen.
De små vinger er umiddelbart monteret direkte på forgaffel og bagsvinger, men præcis hvordan nævner patentet intet om.
I MotoGP går det ikke med de bevægelige dele, men det er med garanti ikke målet med projektet, for BMW er ikke repræsenteret i den klasse.
Detaljer om systemet kommer desværre ikke i overflod, men vi kan alligevel reflektere lidt over de ting, vi kan se.
Systemet er mekanisk set meget enkelt, hvor en lille motor skubber eller trækker i et beslag monteret på vingen – sikkert ud fra data om nedlægningsvinkel, hastighed og gashåndtagets position.
Lidt smart er det også, at vingerne ikke sidder på kåben, men tættere på hjulenes centrum, hvilket minimerer direkte belastning af affjedringen under kørsel.
Vi kan være ret sikre på, at designet ændrer sig radikalt, inden konceptet kommer på gaden, da patenter ofte kun repræsenterer idéer og skitser.
Det virker sandsynligt, at systemet kunne finde vej til en opdateret S1000RR, ligesom vi har spekuleret i aktive vinger fra Piaggio til en hidsig Aprilia, men præcis hvornår og hvordan systemet kommer på gaden, ved vi endnu ikke.