Arai klar med Tour X5 til 2024 - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Arai klar med Tour X5 til 2024

Den japanske hjelmproducent Arai er klar med opfølgeren til Tour X5
07/12-2023 kl. 08:56
Anslået læsetid: 7 Minutter

Siden 2012 har modellen heddet Tour X4, hvis du har villet anskaffe dig en adventurehjelm fra japanske Arai.
Men efter 12 år på markedet, hvor kun farverne har ændret sig, sender den japanske producent (grundlagt af den motorcykelkørende hattemager Hirotake Arai) efterfølgeren med det logiske navn Tour X5 på gaden til 2024.

ECE 22.06
Som det gør sig gældende for nye hjelme, er den nye Arai Tour X5 naturligvis også godkendt efter ECE 22.06 normen, så den lever op til de seneste krav.
Om den gamle Tour X4 kunne leve op den nye strengere sikkerhedsnorm står hen i det uvisse, men den japanske producent har foretaget en række ændringer som også flugter med Arai’s egen sikkerhedsfilosofi.

Arai tror på, at en mest muligt rund yderskal giver mindst risiko for at bæreren får vredet hovedet uhensigtsmæssigt i forbindelse med et styrt, da en rund form alt andet lige har mindre tendens til at hænge fast i hvad du måtte glide henover i forbindelse med en utilsigtet utidig afstigning.
Derfor er alt som sidder uden på en Arai hjelm, ikke blot Tour X5, designet således, at det brækker af ved relativ små påvirkninger.
Den runde form, som lettere glider af det underlag den kommer i kontakt med, overfører derved også mindre energi til bæreren.

Arai Tour X5 er netop blevet mere rund takket være et nyt visir, som producenten kalder for et VAS-A visirsystem, der i øvrigt er arvet fra RX-7V-modellen, som kom på markedet for næsten to år siden.
Med andre ord, er selve visiret ikke så spids som vi så det på Tour X4, men er blevet mere rundt.

Åbningen til visiret er også ændret, og er faktisk blevet større, hvilket er dejligt når du skal kigge ud, eller montere et par briller fremfor at bruge visiret, men måske en bekymring i forhold til hjelmens styrke?
Det har man tænkt på hos Arai, og åbningen er forstærket med hvad de selv kalder for en Belted Complex Laminate Construction.

Selve skallen er, ligesom forgængeren, fremstillet i Arai’s eget Super Fibre materiale, som er 40% stærkere end almindeligt glasfiber, takket være finere fibre, en tættere vævning og den særlige Z-resin, som kan trænge længere ind mellem trådene og skabe den stærke skal.

Visir og skygge
Som nævnt, er designet af visiret helt nyt. Og modsat Tour X4, kan visiret tages af uden brug af værktøj – dejligt for dig der gerne vil skifte mellem brug af visiret eller briller.
Skyggen er også blevet lettere at pille af, men kræver dog stadig værktøj eller en mønt, hvis du er så altmodisch at have en sådan i lommen.

Uagtet om du bruger en mønt eller en stor skruetrækker, er det altså blevet enklere, da der nu kun er en enkelt skrue på hver side der skal løsnes, mod to tidligere.
Derved kan du også hurtigere vælge, at din Tour X5 bliver mere asfalt-agtig i sit udtryk, med den nye skygge afmonteret.

Det skal i øvrigt nævnes, at når du afmonterer enten visiret eller skyggen, skal der ikke tilkøbes andre dele, for at dække de manglende elementer – alt følger med i kassen.

Tour X5 kan bruges i mange konfigurationer

Den nye skygge kan, ligesom på Tour X4, justeres uden at brug at værktøj – det er blot at tage fat, og så trække den hen i den position du ønsker.

Den nye skygge rager i øvrigt en kende længere frem end på forgængeren, og kan derved yde mere beskyttelse mod solens stråler, når den store stjerne står lidt lavt. Og kolleger i udlandet, som har haft den nye Tour X5 på hovedet, peger også på, at den redesignede skygge klarer sig mindst lige så godt i fartvinden, som den gjorde på forgængeren – måske endda en my bedre.

Ventilation
I en rigtig adventurehjelm er ventilationen alfa og omega, da aktiv kørsel når man drejer fra asfalten, kan give nogle temmelig høje temperaturer inde under kysen.
Arai Tour X4 havde i forvejen et godt ventilationssystem, men den japanske hjelmproducent har fuldstændig redsignet ventilationen på Tour X5.

Der er masser af frisk luft at få i Tour X5

Nu er der tre luftindtag på hjelmen, og hele fem udgange.
Arai logoet over visiret er til mere end pynt, da det kan skubbes op og dermed give adgang til en masse frisk luft – angiveligt 40% ekstra ved 50 km/t og syv procent mere ved 120 km/t sammenlignet med Tour X4.

I hagepartiet kan der ligeledes lukkes en masse luft ind, og luftkanalens luftstrøm kan dirigeres direkte ind, eller op mod visiret.
Dermed er det let at få duggen til at forsvinde, hvis du af en eller anden grund ikke har Pinlock installeret.

Øverst oppe på hjelmen, har du også en port til lede en svalende brise ind til de nøje konstruerede luftkanaler i EPS inderskallen.

Arai Tour X5

Frisk luft ind er ikke til megen nytte, hvis du ikke kan lukke den “gamle” luft ud, og derfor er der nær nakken en åbning, som skal lede varm luft væk fra den nederste del af hjelmen.
Længere oppe på hjelmen sidder en diffuser, som også kan holde brillestroppen på plads, og heri finder man udluftningen til den øvre del af den japanske kyse.
Endeligt er der på hver side åbninger som angiveligt, qua deres konstruktion, danner et lavtryk som trækker luft ud af hjelmen.

Komfort
Som du kender fra de fleste hjelme på markedet, kan interiøret pilles ud håndvaskes. Og med Arai’s Dry-Cool interiør, skulle du være sikret effektiv afledning af både varme og fugt fra dit hoved.
Al indmad kan i øvrigt udskiftes, hvis du skulle svede eller slide det i stykker.

Facial Contour System (eller FCS) er et system, der med fjedre kærligt presser kindpuderne mod dit ansigt. Og sammen med muligheden for at fjerne op til fem millimeter af puderne omkring ørene og netop kindpuderne, er der således optimal mulighed for at få din Tour X5 til at sidde ligesom du ønsker det.

Arai Tour X5 er tilgængelig i størrelserne XS – XL, og der anvendes tre skalstørrelser, således at uanset hvilken størrelse hjelm du skal bruge, vil du ikke komme til at rulle rundt med en hjelm der ser urimeligt stor ud.

Pris og tilgængelighed
Selvom Arai Tour X5 er en 2024 model, kan du måske redde dig et eksemplar allerede i år, da den forhåbentligt lander hos de danske forhandlere lige inden jul.

Mange farver er på programmet til 2024

Priserne begynder angiveligt ved 6.765 kroner for de ensfarvede modeller, og skal designet være lidt friskere med forskellige farver, hedder prisen 7.534 kroner.

Kører du Honda Africa Twin og skal have Arai Tour X5 der matcher i farverne, skal du af med 7.688 kroner.

Del med en ven

En person snakker om “Arai klar med Tour X5 til 2024

  1. Endelig! Min X4 er efterhånden 7 år gammel, og selvom den stadig er lige så lækker at “bo” i, trænger den måske snart til en udskiftning.

    Dyr? Jup. Men alle pengene værd. Med en betragelig margin.

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start