Aston Martin og Brough samarbejder om ny motorcykel
Brough Superior Motorcycles blev grundlagt i Nottingham – England i 1919 af George Brough.
Brough Superior var det hurtigst, bedst udseende og dyreste mærke, der blev kørt af eventyrlystne rekordjægere og gentleman i de brølende tyvere. Brough Superior's mest berømte tilhænger, var filmstjernen T.E Lawrence kendt fra filmen Lawrence of Arabia, som selv ejede 7 eksemplarer af producentens motorcykler.
Brandet blev relanceret i 2013 af af Thierry Henriette, der som højt respekteret designer har arbejdet for større motorcykelproducenter verden over. Henriette var manden bag relanceringen af modellen SS100, som er mærkets mest kendte model.
Den nye æra's Brough Superior motorcykler, har bevaret den klassiske motorcykels DNA med art deco design og er forbedret udover moderne standard, med eksklusiv teknologi og de fineste materialer.
Brough Superior modelprogrammet indeholder i dag tre luksuriøse moderne klassiske motorcykler, som er anerkendt for overlegen kvalitet, høj ydelse og præcis håndterbarhed, der giver en underholdende køreoplevelse.
De usædvanligt iøjnefaldende motorcykler er håndbyggede i begrænset antal i en fuldt integreret proces, hvor også motoren bygges på mærkets fabrik i Toulouse – Frankrig.
Sådan lyder beskrivelsen – groft opridset og frit oversat til dansk – på den ikoniske engelske bilproducent Aston Martin's hjemmeside. Her fortæller Aston Martin om det samarbejde man har indgået med Brough Motorcycles, om at producere en specialmodel i begrænset oplag.
På Aston Martin's hjemmeside, kan du også læse at specialmodellen præsenteres ved mc-messen EICMA d. 5. November.
Et drømmescenarie
Det lyder som lidt af et drømmescenarie, når to historiske producenter som Brough og Aston Martin slår pjalterne sammen, og resultatet af deres anstrengelser munder ud i en motorcykel.
Vi er ganske klar over at nyheden bliver eksklusiv, svinedyr og en uopnåelig drøm for de fleste. Men det lyder altså som et ret cool projekt, og det bliver så hamrende fedt at se det færdige resultat om 10 dage.
Sparsomme informationer
Hverken billeder eller yderligere informationer er lækket fra det fælles projekt, men meddelelsen ansporede os til at bringe et par videoer fra Brough Motorcycles i artiklen.
Som nævnt i artiklens indledning, har Brough 100 års jubilæum i år. I videoen herunder ser vi Brough's jubilæumsmodel. Modellen giver måske – eller måske ikke – en forsmag på hvad vi kan forvente.
Smag og behag er som bekendt forskellig, men vi synes at jubilæumsmodellen i videoen herover er hamrende fed at se på, og så er det ret cool at nogen stadig tager sig tid til vaskeægte håndværk.
Brough motorcykler har aldrig været, og bliver nok heller aldrig stangvare, der masseproduceres på samlebånd. Traditionen med håndværk af høj klasse holdes i hævd, og motorcykelentusiasten der selv ynder at skrue og få hænderne smurt ind i olie, vil med garanti hygge sig når videoen herunder afspilles.
Specialmodellen Brough og Aston Martin præsenterer på EICMA, kommer måske til at se helt anderledes ud end modellen vi så i den øverste video, men vi tør godt gætte på at de to mærker præsenterer et pragtstykke af format.
Vi tør også godt indgå et væddemål om, at det er håndværk af ypperste karat.
James Bond behøver faktisk ikke at skifte køretøj for at køre både Aston Martin og Brough i den næste film.