BMW Motorrad Welt åbner 30. September
BMW Motorrad fejrer i år som bekendt 100-års jubilæum, og sparer i den forbindelse ikke på de store armbevægelser.
Som blot et enkelt eksempel følger udmeldingen om åbningstidspunktet for den nyetablerede BMW Motorrad Welt i Berlin, hvor de besøgende fremtidigt kan møde ligesindede og opleve alt som relaterer til mærket og dets motorcykler i kølvandet på både den imponerende bedrift og en anden interessant udmelding, som BMW Motorrad løftede sløret for blot en måneds tid forinden.
Som du kan læse i artiklen der er linket til herover, har BMW produceret motorcykler på fabrikken i Spandau siden 1969 og mere specifikt GS modeller siden 1980, og fabriksbygningernes nye spændende tilføjelse åbner altså sidst i September.
Og som et ekstra krydderi på den store åbning af BMW Motorrad Welt præsenterer tyskerne ved samme lejlighed den nyeste inkarnation af den efterhånden legendariske GS’er i form af den længe ventede BMW R 1300 GS, som her på siden senest optrådte i spionvideoen i artiklen Ny video med BMW R 1300 GS.
BMW Motorrad Welt slår dørene op for pressen ved en åbningsceremoni 28. September, den efterfølgende dag afvikles finalen i BMW Motorrad Customizing Championship, hvor deltagere fra 18 lande dyster mod konkurrenternes modificerede BMW R18’ere, og fra 30. September er der adgang for alle.
“Vi giver med BMW Motorrad Welt vores mærke et hjem, hvor vores motorcykler fremstilles i Berlin.
BMW Motorrad Welt bliver vores nye hjemsted for brandet, hvor vi på et areal på omkring 1000 kvadratmeter skaber en mærkeoplevelse i fuld skala, som knytter forbindelse mellem BMW Motorrad og det tilhørende fællesskab, offentligheden og de ansatte på en emotionel, autentisk og livlig måde.
Her vil man kunne opleve alt fra interaktive præsentationer af nuværende BMW Motorrad produkter og spændende rundvisninger på fabrikken, til unikke gastronomiske oplevelser og events, såvel som eksterne og interne muligheder for bestillinger.”
Sådan lyder det frit oversat fra Head of BMW Motorrad Dr. Markus Schramm, når han opridser hjørnestenene for BMW Motorrad Welt.
Mange muligheder
Pladsforholdene i BMW Motorrad Welt tillader, at der kan gennemføres en bred variation af events.
Her nævner BMW Motorrad selv mulighed for afvikling af konferencer, interaktive workshops, møder og andet.
Spændende udsendelser og møder med de mest hotte motorcykel VIP’s, sessioner med autografskrivning, “living room concerts” og filmforevisninger bliver også en del af konceptet.
“No matter what there is to experience – at BMW Motorrad Welt it all becomes a unique experience”.
Roadtrip?
Det lyder slet ikke så tosset endda, så vi gætter på, at det såmænd nok bliver ulejligheden værd, at slå et sving forbi den nye BMW Motorcykel Verden, hvis man alligevel er på de kanter.
Eller måske skulle man endda tilrettelægge en lille tur lidt senere på året, hvor destinationen er BMW Motorrad Welt?
Åbningstider fra og med 30. September ifølge BMW Motorrad
Man – Søn: 10:00 – 19.00
Helligdage: Lukket