BMW skruer op for strømmen
Der skal ikke herske tvivl om, at tendenserne peger mod tider med flere og flere elektriske motorcykler på landevejene, og stort set alle producenter har varslet om forandringer og forberedelser til omvæltningen.
Markedets mange spillere
Over det sidste års tid har både kendte og ukendte fabrikanter meldt sig under de elektriske faner.
Vi har både set Kawasaki EV Endeavor i aktion på banen, Suzuki’s meddelelse om, at de står klar i kulissen, når markedet vender og Yamaha’s præsentation af en række fleksible motorer med afsæt i motorcykler.
Mange af de store etablerede mærker er derfor helt klar, men der findes også spandevis af mindre navne med vilde idéer i spil.
Italienske Energica er i stødet og melder om massiv interesse fra omverdenen, franske Nawa har nytænkt batteriteknologien med hybridbatterier med inspiration fra den navløse Verge TS og Damon Hypersport sender dig frem i tiden med svimlende 200 Hk – den elektriske udvikling står altså ikke stille på nogen måde.
Hvad sker der i Bayern
Men hvad med BMW? Sidste melding fra tyskernes el-front bestod af en kommentar fra Markus Schramm, chef i Motorradafdelingen, der berettede om en mere konservativ tilgang med færre modeller og længere udsigt til nye præsentationer af el-drevne bimmere på to hjul.
Overraskende nok kom kommentaren i kølvandet på præsentationen af konceptmotorcyklen BMW Vision DC Roadster, der viste futuristiske men alligevel klassiske linjer.
Måske er Schramm’s kommentar et spil for galleriet, for netop nu er der opsnappet 11 patentansøgninger fra den Bavariske producent, hvoraf 9 har tilknyttet noter med elektriske model betegnelser som DC og CE.
DC henviser til Vision motorcyklen, men de præcise oplysninger om patenternes indhold er desværre let slørede, så der kan både være tale om en enkelt model med tilhørende ansøgninger, eller flere kategorier som adventure, sport, naked med mere.
Vi ved desværre ikke helt, hvad der er op og ned endnu, men det ville være helt oplagt at overføre en elektrisk platform til mange af de roste modeller vi kender i forvejen.
På to af noterne står der CE som en forkortelse af BMW’s elektriske scootere C Evolution, det tyder altså på, at de også er på vej.
Her er historien dog den samme som med motorcyklerne, vi ved ikke nøjagtigt, hvad ansøgningerne dækker over, men vi er i den grad blevet klar over, at BMW pønser på noget med el motor i fremtiden.