Brabus udsolgt på under 2 minutter
For en uges tid tiden stødte vi på en video på flere sociale medier hvori KTM afslørede, at de var klar til at tage hul på et nyt kapitel. Hvilket kapitel der var tale om meldte de indledningsvis ikke noget om, men der skulle heldigvis ikke gå længe før vi fik bekræftet vores mistanke.
Tidligere havde vi jo hørt, at den tyske tuningvirksomhed Brabus ville have lov til, at bruge navnet Brabus 1300 R til “Motorcykler; strukturelle dele til motorcykler; dele og fittings til land køretøjer; tohjulede motorkøretøjer”.
Kort tid efter kunne vi dykke endnu længere ned i modellen, da klædet endelig blev trukket af den eksklusive model på tværs af henholdsvis KTM’s og Brabus’ sociale medier.
Spørgsmål blev besvaret, rygter blev manet til jorden og nysgerrigheden blev tilfredsstillet, da videoen af den brutale Brabus 1300 R dukkede op på skærmen.
Har du lyst til at se videoen og læse mere om den vilde nakedbike, som er baseret på KTM 1290 Super Duke R EVO, så hop ind i artiklen herunder, hvor vi kigger lidt nærmere på modellen.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der er flere medlemmer og tilknyttede til redaktionen som gerne så sig selv på nakken af en Brabus 1300 R en varm sommerdag… Vi synes den ser super cool ud, og den skulle angiveligt heller ikke køre så ringe.
Men vi er vist ikke de eneste hvis øjne Brabus og KTM fangede med denne kreation, for umiddelbart efter der blev lukket op for forudbestilling af modellen, lagde KTM nedenstående billede på sociale medier.
Det tog altså blot 1 minut og 55 sekunder at få solgt samtlige planlagte modeller, og selvom vores bøn om at en dansk forhandler skulle sidde klar med “køb-knappen” nok ikke er blevet hørt, så har man vel lov til fortsat af håbe.
Er du gal vi gad godt opleve den her model på tæt hold.