Breaking: Krigserklæring fra Triumph
Her på MagaCin kunne du tidligere på ugen læse, at engelske Triumph annoncerede fødslen af en ny minimalistisk mellemklasse Roadster.
Det var naturligvis i sig selv en rigtig spændende nyhed, men hvad vi ikke vidste dengang var, at Triumph gennem længere tid har arbejdet på noget der ligner en krigserklæring.
For nu føjer den engelske motorcykelproducent nye våben til arsenalet i kampen om markedsandele for motorcykler i mellemklassen.
Det er med udsøgt fornøjelse MagaCin i dag præsenterer hidtil uset dokumentation for det britiske mærkes nyeste våben i fuldt omfang.
Tag godt imod de tre modeller, der under et lukket arrangement hos Triumph blev præsenteret under betegnelserne Adventure Bike, Roadster og Adventure Sport.
Mellemklassen et stort hit
Der hersker næppe nogen tvivl om, at motorcykler i mellemklassen er et af tidens store hit blandt forbrugerne, hvor specielt én enkelt tocylindret model – som er tilgængelig i flere varianter – er sprøjtet ud fra motorcykelforhandlerne i gigantisk antal gennem de senere år.
Derfor giver det meget god mening, at Triumph Motorcycles intensiverer indsatsen for at erobre terræn i netop dette segment.
Og når man nu alligevel har bekostet udvikling af en helt ny motorcykel, er det nok slet ikke så dumt, at tilbyde flere varianter af samme model.
A2 effekt den halve sandhed
Som du kan se på de lækkede billeder fra Triumph-eventen, er de tre nye modeller udstyret med en A2 kompatibel trecylindret 660cc motor.
Men det er angiveligt kun den halve sandhed, for vores sædvanligvis pålidelige kilde har informeret os om, at samtlige modeller også bliver tilgængelige i mere løsslupne udgaver, hvor den nyudviklede motor leverer ikke mindre end 96 hestekræfter.
Letvægter
Vores tænder løber i vand ved tanken om en trecylindret velkørende mellemklasse MC med knap 100 hypper, hvor det kunne være rigtig cool, hvis den minimalistiske Roadster også kunne bryste sig af beskeden egenvægt.
Derfor spidsede vi også ører, da vi overhørte hvisken i krogene om en snas over 160 kg.
Lav Pris
Det fremgår også af billedet du så tidligere, at lav pris var et væsentligt element i præsentationen. Konkurrencedygtig udsalgspris er naturligvis et vigtigt element for modellernes fremtidige succes, så vi krydser fingre for, at Triumph’s strategi vedrørende lav pris overlever kampen mod det barske danske afgiftssystem.
Hvornår kommer de?
Tjah… som du kunne se i artiklen Triumph afslører ny mellemklasse roadster i tirsdags, har Triumph officielt annonceret, at Roadsteren præsenteres først i 2021.
Vi ligger desværre ikke inde med stensikre informationer om frigivelsen af de resterende modeller, men vi forestiller os, at Triumph allerede har produceret i læssevis af fede teaser-videoer for samtlige modeller.
Efteråret er traditionelt den tid, hvor vi begynder at se de første appetitvækkere for næste års nye modeller.
Og da efterårets store MC-messer Intermot i Köln og EICMA i Milano er aflyst i 2020, er det vel ikke helt utænkeligt, at Triumph snart åbner ballet med yderligere information, billeder og video.
Det holder vi skarpt øje med, og deler naturligvis informationerne med vores læsere straks der er nyt.