CBR600RR 2021 – glæde eller skuffelse
Det er ikke mange år siden, at Supersport klassen var præget af vild konkurrence blandt de japanske producenter.
Hele tiden skulle de overgå hinanden i kræfter, og for hver generation af nye modeller blev de vægtoptimeret og finpudset til den store skare af racefans, der elskede at sidde som et bukket søm bag styret på landevejen og racerbanen.
Men trenden ville altså noget andet, flere har valgt de nøgne modeller til, og samtidig er markedet for adventuremotorcykler blevet kæmpestort, og stille og roligt er de små fantastiske racere kørt ud på et sidespor i fabrikanternes bevidsthed.
Heldigvis findes der stadig hårrejsende snerrende modeller hos Yamaha og Kawasaki, og derfor var begejstringen stor da nyheden om en tredje genopstået konkurrent fra Honda opstod i april måned; og endnu større efter seneste officielle videoudgivelse i sidste uge.
Rygtebørsen og de omtalte data
En af de største årsager til Supersport klassens nedtur er den gradvise indføring af mere strikse krav til motorens udledning af forurening.
Det har været svært for producenterne at bibeholde en høj effekt på de mindre motorer, og omkostninger til udviklingen skal betales af forbrugerne – det er en ond cirkel, som ikke er let at bryde.
Den tidligere CBR600RR forsvandt ved overgangen til Euro4 emissionskravene, men faktisk fortsatte produktionen til andre markeder, herunder USA, og Honda har nu besluttet at modellen skal have en væsentlig overhaling.
Mængden af informationer er ret begrænsede, men rygterne fra Japan forlyder, at CBR600RR bliver revideret med ny elektronik til motoren og effekt på 115 hk, men ændringerne er måske kun nok til at gøre den Euro4 kompatibel.
Hvis det er sandt, skal vi se langt efter modellen hos danske og europæiske forhandlere, hvilket er brand hamrende ærgerligt.
Honda har officielt meddelt, at den endelige præsentation finder sted d. 21. august.
Fornemmelsen hos os er nu en blandning af glæde og skuffelse, for det er bestemt glædeligt når Honda holder liv i den klassiske racer, men det er en massiv skuffelse, hvis vi ikke får den at se i Danmark.
Vi afgiver endelig rapport d. 21, og krydser alt, hvad der kan krydses i håb om, at den vingede fabrikant kan trylle en bedre miljønorm frem til motoren, selvom det ser tvivlsomt ud.