Damon Hypersport udsolgt på 4 dage
Den canadiske opstartsvirksomhed Damon Motorcycles blev sidste år under Consumer Electronics Show i Las Vegas det helt store samtaleemne, da firmaet afslørede deres innovative elektriske sportsbike Damon Hypersport Premier.
Den futuristiske motorcykel er en kombination af en high-performance racer og nulemissionstransport, som byder på nogle ret lækre specifikationer.
Når der åbnes op for alle 200 heste og topfarten på lige omkring 200 miles per hour nærmer sig, kunne man fristes til at tro at batteriet i den kække gadedreng hurtigt løber tør for juice. Men ifølge Damon Motorcycles skulle maskinen trods de mange kræfter have en rækkevidde på mellem 300 og 450 kilometer, hvilket må siges at være ganske imponerende.
Motorcyklen er også udstyret med en 360 graders radar, som giver føreren et super overblik over sine omgivelser under kørslen. Hertil byder Damons el-monster også på en række ergonomiske justeringsmuligheder, så du kan tilpasse førerpositionen til det miljø du færdes i.
Midt i januar måned kunne du her på siden læse at det nu var muligt at bestille din helt egen tidsmaskine, men artiklen som fortæller om den innovative Damon motorcykel og uddyber tekniske specifikationer, blev hurtigt forældet.
Damon Hypersport Premier har en indgangspris – direkte oversat fra amerikanske dollars – på hvad der svarer til lige under 276.000 danske kroner, hvilket er mange penge ude i den store verden hvor de ikke er underlagt samme regler som vi i lille Dannevang. Men prisen har tilsyneladende ikke skræmt folket, og det første batch blev solgt ved forudbestilling på lige under fire dage!
Godt nok bliver der i første omgang ikke produceret mere end 25 stk., men de hurtige kunder har altså givet Damon Motorcycles blod på tanden, og virksomheden er nu overbevist om at Hypersport'en har potentiale til masseproduktion.
CEO og medgrundlægger Jay Giraud fortæller i et interview med en af vore udenlandske kollegaer, at de motorcykler der er blevet solgt på forhånd vil blive leveret til kunderne inden for halvandet år. Her bliver der tilføjet at virksomheden med deres faciliteter i Vancouver er i stand til at producere 1.500 enheder på årsbasis, og at de allerede har planer om at fordoble medarbejderstaben fra 50 til 100 ansatte.