KTM's EICMA-nyheder virker dejlig blottet for fornuft
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Dejlig ufornuftige 2019-nyheder fra KTM

Lækker ny 790 Adventure, opdateret 690 Enduro R og 690 SMC R samt Super Duke 1290 GT fra KTM
Anslået læsetid: 3 Minutter

Østrigske KTM's maskiner appellerer til passionen og i langt mindre grad til snusfornuften. Derfor er det altid interessant at se hvad KTM har fundet på af nyheder, for at få brugerne til at smile bredt i hjelmen.

Ikke overraskende var trækplasteret til KTM's EICMA-stand den nye KTM 790 Adventure. Dens komme var ikke den store overraskelse – men glædeligt er det altid når der kommer en ny, heftig og ufornuftig maskine på gaden. Og, i 790 Adventures tilfælde, i gruset.

Motoren kender vi – den 788 cc store LC8 Parallel twin som også driver ballademageren KTM 790 Duke. Men for at tilpasse den terræn og ikke kun asfalt, er den blevet modificeret så topmomentet flyttes til lavere omdrejningstal. Derfor har KTM 790 Adventure “kun” 95 hk, men til gengæld 88 Nm (mod 105 hk / 86 Nm på 790 Duke) – og effekten skulle ifølge KTM blive leveret lækkert og lineært. Men også med et moment sammenligneligt med hvad der kan forventes fra væsentlig større motorstørrelser. Det ser vi frem til at teste.

Der kan vælges mellem Street, Rain og Offroad køreprogrammer, med mulighed for at tilkøbe Rally. Køreprogrammerne har indvirkning på gasrespons, traction control, kurve-ABS og motorens effekt. Det justeres fra et 5-tommers TFT display, som tilpasser lysstyrken til omgivelserne. Og der er naturligvis mulighed for at kommunikere med smartphone via KTM My Ride-app'en.

Tanken kan indeholde 20 L, hvilket giver en aktionsradius op til 450 km. Så hvis du starter med en fuld tank i København, skal du kun tanke én gang på vej til Harzen, uden at skulle køre alt for fornuftigt.

Den kompakte motor har gjort det muligt at tilrette stellet, så også ryttere som ønsker sadler i de lavere luftlag, kan anvende 790 Adventure. Og med den slanke motorcykel er det nemmere at flytte sig rundt, ved kørsel i kuperet terræn.

Apropos kuperet terræn har WP Apex affjedringen en vandring på 200 mm foran og bagtil. Forhjulet er i størrelse '21 og '18 bagtil – begge med trådeger. Dækkene er Avon Trailrider.

Hvis man virkelig mener asfalt er overvurderet, skal der tilføjes et “R” som efternavn. KTM 790 Adventure R har Metzeler Karoo 3 knobdæk og affjedringen er WP XPLOR med ikke mindre end 240 mm vandring foran og bagtil. Køreprogrammet Rally, som skal tilkøbes til standardversionen, er en del af pakken i “R”-versionen.

Tørvægten for begge modeller forventes at lande på 189 kg. Til begge modeller kan der tilkøbes fartpilot og quickshift.

Hvis man synes alt over én cylinder er unødvendig fyld og luksus, har KTM heldigvis også lidt godt til 2019. KTM 690 Enduro R's LC4 encylinders motor har nu to balanceaksler for færre vibrationer og ride-by-wire for bedre styring af køreprogrammer (Offroad og Street). Og elektronikken byder også på traction Control og kurve-ABS.

Sæde og plastic er blevet re-designet. Et opdateret stel har nu plads til en 13,5 L tank (1,5 L mere end forrige version). Vægten er 146 kg. tør.

For doven til at køre ud til terræn for at lave unoder? Motarden KTM 690 SMC R vrider 74 hk/73,5 Nm ud fra den encylindrede LC4 motor. Men med motoropdateringen som beskrevet ovenfor, giver motoren ifølge KTM's beskrivelse nu kun “good vibrations”.

Affjedring er WP Apex 48 mm upside-down forgaffel med 215 mm vandring fortil og WP-shock med Pro-Lever linksystem og 240 mm vandring bagtil.

Bremseskiven foran er på 320 mm, som holdes i ave af en radialt monteret Brembo fire-kalibers bremse. Bagtil er en to-kalibers, ligeledes fra Brembo, som kan nive i en 240 mm skive. Et A2-kit kan drosle maskinen til 35 kW. Skolecyklen fra helvede!

Hele balladen vejer sølle 147 kg. tør.

Bjergpasbøllen KTM Super Duke 1290 GT har fået et par ekstra hk og andre lækkerier til 2019, men det blev offentliggjort allerede før EICMA. Du kan læse mere om det her.  Og jo, selvom det er en stor cykel med sidetasker, kan man  med den rette attitude godt få slidt lidt knæ.

De danske priser er ikke offentliggjort endnu.

Du kan se live-streaming af KTM's EICMA-præsentation her.

Del med en ven

0 personer snakker om “Dejlig ufornuftige 2019-nyheder fra KTM

  1. Husqvarna 701 blev bygget på den gamle 690smc, men med en del ændringer som tank osv. Så blev Husqvarna 701 opdateret med ny motor og 690smc udgik. Nu er 690smc tilbage, bygget på Husqvarna 701, men med KTMs egne ændringer. Det er en spøjs butik.

    Så den begge på udstillingen i Birmingham i weekenden. 701eren stadig klart den flotteste, men 690 har mere elektronik… den er svær.

    790enduro ser forøvrigt kæmpe ud. Overrasket over den ikke vejer mere, trodsalt.

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start