Den her kommer de ikke til sælge mange af
Nye motorcykelproducenter kan typisk gå to veje: de kan prøve at gøre deres nye maskine billig. Ofte ret svært, da der skal konkurreres med storproducenters meget automatiserede montage i lavtlønslande.
Eller man kan gøre det stik modsatte og bygge en MC af de absolut mest eksklusive dele, hvor prisen bliver så høj, at de der har råd til det, er mere eller mindre ligeglade med prisen. Den metode har Canadiske Lito Motorcycles valgt for deres helt nye, anden generations elektriske motorcykel. SORA Generation 2 hedder den.
Og ja, vi kan lige så godt få svesken på disken med det samme: den koster 82.250 $, eller med dagens kurs 548.000 kr, hvortil skal lægges skatter, afgifter og den slags. Så du skal nok heller ikke have en?
Til sammenligning koster en Harley-Davidson LiveWire 29.799 $.
Acceleration fra 0-100 km/t tager tre sekunder, hvilket gør at den får lammetæv af Italienske Energica og Amerikanske Lightning. Men fokus er heller ikke på absolut topydelse, for SORA'en har noget så luksuriøst som elektronisk justerbart sæde (som også bidrager til vægten).
Motoren er en 80 kW trefaset AC med permanente magneter og væskekøling, samt bakgear til manøvrering i garagen. Ydelsen lyder på en, prisen taget i betragtning, begrænset ydelse på 108 hk /90 Nm. Batteriet er på 18 kWt og kan oplades fuldt på fem timer. Rækkevidden er op til 290 km.
Vægten holdes nede med Rotobox kulfiberhjul og chassiset holdt i aluminium og, du gættede det, kulfiber. Den fuldt justerbare affjedring kommer fra Öhlins. Bagtil med en monoshock til at holde styr på alu-svingarmen. Bremserne er fra Beringer. Blinklys, spejle, styr og bremsehåndtag er fra Rizoma – så man ikke behøver eftermontere det.