Den nye Aprilia RS660
Det har generelt set en anelse sløjt ud med nye modeller i supersports segmentet de senere år, hvor især naked-bike og adventure motorcykler har haft købernes interesse.
Men nu kan der være tøbrud på vej.
Flere producenter har markeret, at de står klar til at levere sportsmotorcykler i mellemklassen, hvis vindene igen skulle skifte. Tænk blot på udtalelsen fra engelske Triumph, hvor man har erklæret at en ny Daytona 765 kommer på markedet, hvis kunderne udtrykker tilstrækkelig interesse.
Udbud og efterspørgsel… sådan fungerer verden.
Efterspørgslen efter supersportsmotorcykler må tilsyneladende være der, for vi tvivler på at Aprilia's nye supersport RS660, er et rent marketingsstunt fra den italienske producent.
Noale fabrikken har bekræftet, at vi skal blot vente nogle få måneder på den officielle præsentation af RS660'eren, men vi kan allerede nu bringe de første billeder af den nye racer.
Designet afviger ikke voldsomt fra prototypen vi første gang så på EICMA i 2018, men forvent kåbedele i plastic i stedet for mere eksklusive carbondele.
Aprilia RS660 er udstyret med en tocylindret motor, der forventeligt har en ydelse på omkring 100 hestekræfter. MotoGP inspirerede vinger på kåben ser ikke ud til at finde vej til den endelige model, men der er naturligvis USD forgaffel med radialt monterede bremsecalipere, en kraftig bagsvinger, letvægtshjul og relativt lavt monteret udstødning på den aggressivt udseende letvægtsracer.
Vi forventer moderne LED lygteføring, og mon ikke Aprilia udstyrer modellen med State-of-the Art instrumentering.
Rygter vil vide, at RS660'eren følger Aprilia normen, hvor der lanceres både en standard udgave og en mere eksklusiv Factory Edition.
Kender vi Aprilia ret, så bliver Factory udgaven udstyret med lækker Öhlins affjedring, Brembo bremser af fineste kaliber, og får meget tænkeligt fuldt APRC elektronik-pakke.
Spændende computer-genererede billeder af den nye Aprilia RS660. Vi glæder os til at se de første rigtige fotos – samt meget tænkeligt spionbilleder fra indledende testkørsler – så vi ved hvad der skal nærstuderes når vi ser modellen live første gang på efterårets motorcykeludstilling EICMA i Italien.
Lidt cool hvis supersports segmentet bliver genoplivet for alvor, og samtlige producenter kaster sig ind i kampen.