Der bliver flere af os
Det er i dag årets korteste dag, hvilket betyder at der fra dags dato bliver flere lyse timer i døgnet. Så det varer ikke forfærdelig længe, inden vejene igen fyldes af nyservicerede blankpolerede motorcykler på årets første tur.
Men det er ikke kun dagens længde der øges, for vi bliver tilsyneladende stadig flere, som deler den fælles passion og begejstring for motorcykler.
En herlig tendens vi før har beskrevet, og som tilsyneladende fortsætter med uformindsket kraft.
Et stigende antal motorcykler indregistreres i Europa
Det viser tal fra den fra den europæiske motorcykelindustris forbund ACEM som oplyser, at der i de første ni måneder af 2019 med 912.972 nyindregistrerede enheder blev indregistreret 8,5% flere motorcykler end i samme periode året før.
Tallene kan selvfølgelig være helt eller delvist udtryk for, at flere end tidligere har mere end én motorcykel indregistreret, men vores frie fortolkning af tallene oversættes til, at der bliver flere af os.
Og det er en rigtig god ting.
Verdensfreden sikret hvis alle kørte motorcykel
For motorcyklister er generelt et herligt folkefærd – med udpræget godt humør og positive sind – som udover at udvise stor hjælpsomhed overfor andre motorcyklister i problemer – hilser på hinanden når vores veje krydses, og altid er med på at sparke dæk og dele en god historie på tværs af politisk overbevisning, race, religion og landegrænser.
Vi gør hvad vi kan for at mindske trængslen i trafikken med vores pladsbesparende motorcykler, selvom vi ofte skal betale en helt urimelig parkeringsafgift ved destinationen.
Vi belaster infrastrukturen mindre end blikdåser på fire hjul, kører altid med en miljøvenlig belægningsprocent på mindst 50, og vi vedligeholder vores motorcykler med nidkærhed, så vi ikke er til fare for andre.
Og så gør det forresten heller ikke noget, at vi er med til at sænke driftsomkostningerne for sundhedsvæsnet. Det er jo som vi motorcyklister ved videnskabeligt bevist, at det er hamrende sundt at køre motorcykel.
Kort sagt: Verdensfreden var sikret hvis ALLE kørte motorcykel.
Når det er sagt, så bliver det lige pludselig lidt spændende at dykke ned i tallene fra ACEM, hvor vi kan se hvilke europæiske lande, der bidrager mest til den fredsbevarende mission.
Italienerne topper listen
Italienerne topper listen som de mest aktive europæere med 198.119 nye indregistreringer, hvilket er en stigning på 6,2%, efterfulgt af Frankrig på andenpladsen med tallet 161,822, som er en stigning på 11,6%.
Vore tyske naboer noteres for 151.241 nyindregistrerede motorcykler (+7,5%), i Spanien er man lidt længere fremme i skoene med en stigning på 10,2% (136.543 enheder), og i England vidner de 84.591 nyindregistrerede motorcykler om en stigning på 1,7%.
ACEM oplyser videre, at man har noteret sig en stigning i antallet af nyindregistrerede motorcykler i samtlige europæiske lande.
En sund fødekæde
Tidligere knallertkørere udgør en del af fødekæden til livet som motorcyklist, og også på dette marked er der fremgang at spore.
En stigning på i alt 243.341 (+14,8% ) nyindregistrerede knallerter på det europæiske marked i de første 9 måneder af 2019, indikerer at endnu flere motorcyklister indlemmes i flokken i de kommende år.
De skal være så velkomne.
Vi er miljøbevidste
Tallene fra ACEM bekræfter også, at motorcyklister er yderst miljøbevidste, åbensindede og bredt favnende vedrørende ny teknologi. Det samlede antal af nyindregistrerede elektriske knallerter, quads og motorcykler på 58.295 enheder, viser en imponerende stigning på ikke mindre end 61.3% sammenlignet med samme periode året før.
I det samlede antal indgår 46.858 elektriske knallerter, 9.386 elektriske motorcykler og 2.051 elektriske quads.
There you have it. Der bliver flere af os, og deeet er såmænd ik' så ringe endda.