Der er en ny kværn i flokken
Sådan lyder indledningen i Facebook opslaget herunder fra det danske politi, som gør opmærksom på, at de danske motorcykelbetjente så småt er begyndt at tage deres nye Ducati Multistrada V4S i brug.
Nu melder det danske politi altså officielt ud, at vi fremover kan forvente at se Ducati’s fine eventyrer i en modificeret udgave med tasker, speciel lakering og blå blink på de danske veje.
MagaCin havde fornøjelsen af at teste Ducati Multistrada V4S sidste år, hvor den afsluttende bemærkning fra Nicolaus var:- “Uanset hvad er der tale om rigtig mange penge, men minimum én fra MagaCins redaktion, ville være stærkt fristet, til at bruge de penge på Ducati Multistrada V4 S, hvis økonomien ellers var til det.
For godt nok er den dyr, men den dæleme også dejlig.”
Allerede i begyndelsen af sidste år kunne vi i artiklen Politiet skal have nye motorcykler fortælle, at et af kravene til de nye motorcykler var, at motorerne skulle yde mindst 115 hestekræfter, men også at det ikke var noget krav, at motorcyklerne skulle være udstyret med stang- eller kardantræk, som det rettelig hedder.
Politiets nye motorcykler skulle også i sagens natur være egnet til patruljekørsel og udgøre en god arbejdsplads for motorcykelbetjentene.
Derfor skulle motorcykeltypen ifølge udbudsmaterialet være egnet til politiets operative brug, f.eks. ved at være produceret til touring, sport touring, adventure, adventure sport eller allroad.
Tre mærker prækvalificeret
Rigspolitiet forventede at prækvalificere tre firmaer, og der var frist for ansøgning om prækvalifikation den 15. april 2021.
Du kan se udbudsmaterialet her.
I samme artikel kan du også læse, at Politiet ønskede option på forlængelse af rammeaftalerne ud over deres ordinære løbetid på syv år, således at service- og værkstedsydelser samt reservedele, sliddele og komponenter leveres i syv år regnet fra første indregistrering af den enkelte motorcykel – altså potentielt en løbetid på 14 år.
Valget kom til at stå mellem modeller fra BMW, Yamaha og Ducati, hvor sidstnævnte som bekendt endte med at løbe med sejren.
Mod slutningen af 2021 år kunne MagaCin som det første danske medie afsløre, at Dansk Politi skal køre Ducati, og ganske kort tid efter var en officiel pressemeddelelse på plads, som du kan læse i artiklen Officielt vedrørende politiets nye Ducati.
Og nu begynder vi altså så småt at se de første eksemplarer af politiets nye motorcykler på vejene.
Stort tillykke til de danske motorcykelbetjente, som står først i køen til en Ducati Multistrada V4S.
For det er en rigtig fed motorcykel, som med garanti gør arbejdsdagen meget sjovere.