Læs interviews: Derfor blev Isle of Samsoe afvist
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Derfor blev Isle of Samsoe afvist

Eksklusive interviews: Kommunen savnede dokumentation. Isle of Samsoe mener det er en politisk rævekage
11/10-2018 kl. 13:56
Anslået læsetid: 3 Minutter

De færreste motorcyklister i tvivl om, at Isle of Samsoe d. 9/10 2018 blev nedstemt af en stort set enig kommunalbestyrelse fra Samsø Kommune, med stemmerne ti mod én. Hvor de ni vel at mærke stemte for afvisningen af motorcykelløbet.

Men den reelle grund til afvisningen afviger meget, alt efter hvem man spørger. For at få klarhed over forløbet, har MagaCin interviewet Marcel Meijer, borgmester på Samsø og Gorm Reedtz, idémand og initiativtager til Isle of Samsoe. 

Politisk rævekage eller sjusket dokumentation?

Spørger man Samsøs borgmester, har det haltet for meget med dokumentation, nødvendige tilladelser og overordnet planlægning.

”Organisationen lavede simpelt hen ikke rugbrødsarbejdet for at få en event af denne kaliber organiseret tilfredsstillende. Vi har flere gange efterspurgt konkrete planer og dokumentation, men det udeblev” 

Som eksempler nævner han at der var ingen, eller kun meget overordnede, planer for håndtering af de ca. 10.000 gæster som kunne forventes. Det er flere end der er husningskapacitet til på Samsø. Der manglede desuden beskrivelser af, hvordan de besøgende skulle komme rundt på øen og hvor der skulle opstilles tribuner langs ruten. Selve løbsruten var printet ud fra Krak og tilrettet med kuglepen.

Ikke overraskende er Isle of Samsoe ikke enig i udlægningen. Gorm Reedtz mener ligefrem at der er tale om:

”Det er rent idioti! Kommunalbestyrelsen har opfundet helt abnormale krav for at kunne dømme et event ude”.

Organisationen mener at eventen er rigelig dokumenteret, udgiftssiden beskrevet og der allerede er 5.000 potentielle kunder. 37 bilag er sendt til Kommunalbestyrelsen, så afvisningen er ifølge Isle of Samsoe mere et resultat af en politisk rævekage, end baseret på sagligt grundlag.

Hvor blev elbusserne af?

Ifølge Samsøs borgmester blev projektet fra starten slået for stort op. Isle of Samsoe lovede, ifølge borgmesteren, at stille op med fire elbusser til at fragte besøgende rundt med. Elbusserne skulle efter racerløbet tilgå Samsø Kommune som en gave. Nærmere information om elbusserne manglede i materialet som blev udleveret til Kommunalbestyrelsen.

”Hvis der så kom svigtende indtægter fra billetsalget, kunne vi jo bare sælge en elbus”, siger borgmesteren spøgende og tilføjer ”de internationale musiknavne, som også var blevet lovet, ville ikke kunne bookes for de midler der var afsat til musik. Faktisk ville vi ikke engang kunne booke større danske bands for de beløb”.

Ifølge Isle of Samsoe ville løbet ikke have kostet Samsø Kommune noget. Tværtimod hævdede arrangøren, at have haft en god dialog med en stor del af øens erhvervsliv og privatpersoner.

Beredskab og sikkerhed i orden

Et område hvor borgmesteren udtrykker tilfredshed, er omkring det løbstekniske med beredskab og sikkerhed. Ikke uvæsentligt for et et motorløb på en ø, hvor alvorligt tilskadekomne ville være afhængige af lufttransport for at komme til et egnet hospital for behandling. Planen for banen, med bl.a. barrierer der skulle bygges og skilte der skulle fjernes, var også lavet med hjælp fra bl.a Danmarks Motor Union, som har bred erfaring i motorløb på vej og bane.

Retsligt efterspil

Isle of Samsoe ser afvisningen som en politisk retræte og anfører tidligere at have haft fuld opbakning fra kommunen. Derfor varsler Isle of Samsoe et retsligt efterspil for at skaffe interessenter og organisationen kompensation for de mange timer der er lagt i projektet. 

Samsøs borgmester tager et retsligt efterspil med knusende ro:

”Organisationen bag Isle of Samsoe leverede ikke varen. Så simpelt er det. De vil ifølge vores advokater ikke have en chance i et retsligt efterspil”.

Under alle omstændigheder: øv

MagaCin bifalder ethvert initiativ der bidrager til motorsportens fremme i Danmark og beklager at Isle of Samsoe ikke kunne gennemføres. MagaCin har regelmæssigt fulgt projektet, men vi ved også at arrangøren har påtaget sig en ordentlig mundfuld.

Trist at Isle of Samsoe ikke bliver bliver til noget i den tiltænkte version, når det beviseligt kan føre til international omtale og potentielle indtægter fra udenlandske turister. Rømø Motorfestival er et godt eksempel.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start