Det er så trist

I går aftes fik jeg endelig tid. Jeg placerede numsen i sædet foran storskærmen, fik startet alle forstærkerne til surround anlæget, og smidt en skive i afspilleren. Naturligvis indeholdende motorcykler. MI2 stod først for tur.

At man ikke bliver klogere. Blev voldsomt skuffet første gang jeg så den, men dobbelt så skuffet anden gang. At denne film er blevet semikult for action elskere er mig en gåde. Dem der elsker den slags, ved med garanti intet om motorcykler.

At høre trecylindrede maskiner pint så de lyder som række-fire screamere, viset total mangel på MC forståelse. Sådan lyder en Triumph aldrig kære producenter. At de ydermere kan skifte fra sportsdæk til knopdæk under kørsel, uden nogen ser skiftet er imponerende. Det værste er at de med bagbremse får maskinerne til at dreje, er jo helt i skoven. Kræftens retning kære producenter, kræftens retning….

Man kan undre sig over Tom Cruise vil ligge navn til den slags, men han ved vel ikke bedre.

På med Batman. Den var næsten mere morsom. En ombygget Dodge Tomahawk motorcykel med 508 bredde dæk, der ligges ned i sving. Av for den. Okay i et eventyr af den slags, er det lidt mere legalt at være længst mulig væk fra virkeligheden.

Min konklusion er enkel. Det er langt sjovere selv at køre, end se de fantasier producerne konstruerer med motorcyklerne, i de store film.