Ducati-afsløring udskudt - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Ducati-afsløring udskudt

Ducati fortæller, at det fjerde afsnit i Ducati World Premiere bliver skubbet til et senere tidspunkt.
07/10-2022 kl. 09:54
Anslået læsetid: 4 Minutter

I juli måned afslørede Ducati datoerne for dette års stribe af afsløringer, der samlet set går under navnet Ducati World Premiere.
Her kan man fra hele verden følge med, når Ducati præsenterer den kommende sæsons helt store nyheder i online format, før de allermest nysgerrige sjæle vender snuden mod messer som eksempelvis EICMA, hvor producenterne med stolthed fremviser modellerne i “levende live”.
Hvis altså ikke lige en pandemi sætter en fod i døren… Men det lader heldigvis ikke til at være tilfældet i år.

Og som du kan se i skemaet ovenfor, så skulle Ducati i dag have præsenteret en model under titlen This is Racing, men her til morgen dumpede der en mail ind gennem undertegnedes virtuelle brevsprække, og her meddeler Ducati, at præsentationen, som skulle have fundet i sted i dag, er udsat på ubestemt tid af organisatoriske årsager.

Hvad der ligger til grund for dagens aflysning bliver vi nok ikke specielt meget klogere på, men vi kan da glæde os over, at Ducati lover at vende tilbage med en ny dato for præsentationen af, hvad vi ud fra titlen vurderer, er et kåbeklædt sportsjern.
Og skulle det komme til at udspille sig således, at modellen fra afsnit fire først fremvises til EICMA, så kan du stadig vide dig sikker på ikke at gå glip af noget.

Ducati har nemlig meldt ud, at de igen vil være at finde på EICMA, og her vil MagaCin forsøge at livestreame flest mulige præsentationer på vores Facebook side, for efterfølgende at dykke længere ned i de nye modeller med både video og tekst.

Så må vi vente
Men i første omgang må du altså væbne dig med tålmodighed, og vente på det femte afsnit i Ducati World Premiere, hvor producenten bladrer hen til kapitlet Push Forward.

Og skulle du være gået glip af en af de foregående præsentationer, så kan du imens vi venter stikke hovedet ind forbi artiklen Ducati Streetfighter V4 Lamborghini præsenteret i dag, som handler om afsløringen af endnu et samarbejde mellem Ducati og Lamborghini.
Men du skal ikke blive alt for forelsket i Streetfighteren med det alternative farveskema, for der blev nemlig meldt udsolgt blot få timer efter tæppet faldt.

Er du blot en helt almindelig motorcyklist, som ikke har brug for at opstalde en hidsig nakedbike i premium-klassen imens du sparer op til vinterens varmeregning, så er andet afsnit måske mere interessant.
For her præsenterede Ducati os nemlig for en opdateret version af den populære Monster, hvor vi nu kan se frem til forbedrede køreegenskaber, bedre bremser, optimeret affjedring og lavere vægt end forgængerne.

Er du mere til en svingom, som fra tid til anden bevæger sig ud på usikker grund, så er afsnit tre måske noget for dig. Her stiftede vi nemlig bekendtskab med en ny Multistrada, ligesom vi også gjorde det i afsnit tre sidste år.

Dengang var der tale om en Pikes Peak Edition, hvor dette års udgave stadig kan byde op til dans på snoede bjergveje, men bestemt også lægger op til leg på bjergets mere alternative ruter.
For 2023 Multistrada V4 Rally er ifølge Ducati designet til de mest krævende rejsende, som ønsker at nå fjerne destinationer selv med passager, uden at standse for noget som helst.

Kig forbi
Om episode fire skulle snige sig ind mellem ovenstående datoer holder vi naturligvis øje med, og springer i det tilfælde direkte til tasterne for at videreformidle nyheden.

Vil du være sikker på ikke at gå glip af kommende nyheder kan du med fordel klikke på den lille klokke nede i højre hjørne og tilmelde til vores notifikationssystem, hvor vi skyder de seneste og mest spændende nyheder direkte ind på din enhed.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start