Ekstra fokus på fartsyndere i den kommende uge
Selv om et ret bizart EU forslag om en fartgrænse på 110 km/t for motorcykler langt fra er endeligt vedtaget, så er det slet ikke umuligt, at høste en fartbøde eller to efter gældende danske fartgrænser, og særligt i den kommende uge.
For fra og med mandag den 23. oktober til og med søndag den 29. oktober 2023 har de fleste af landets politikredse intensiveret fokus på hastighedsovertrædelser.
Og mon ikke politiets nye fotovogne kommer i brug ved den lejlighed?
I Rigspolitiets nyhedsbrev Politiet har ekstra fokus på fartsyndere i næste uge informerer etaten om morgendagens tiltag, der begrundes med, at for høj hastighed fortsat er et problem på de danske veje, hvor højere fart er lig med højere risiko.
Blandt nyhedsbrevets fulde indhold er Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Koncernkommunikation citeret for følgende:
”Hvert år bliver politiet kaldt ud til mange trafikulykker, der kunne have været undgået, hvis trafikanterne havde overholdt fartgrænserne. Trafikulykker, der i nogle tilfælde får en tragisk udgang og i andre tilfælde mærkes de implicerede for livet. Derfor er hastighed et meget vigtigt indsatsområde, og vi prioriterer fartkontrol på vejene for at redde liv og skabe tryghed for dem, der færdes i trafikken. Selv en lille hastighedsoverskridelse har stor betydning for bremselængden”.
Derudover oplyser politiet også om følgende tankevækkende realiteter.
- Hvert år registrerer politiet cirka 160 dræbte og ca. 1700 alvorligt tilskadekomne i trafikken (gennemsnit 2019-2021) – For høj hastighed er en væsentlig faktor i mange af disse ulykker.
- Ved 80 km/t. kører du ca. 33 meter inden du reagerer, og efter ca. 64 meter holder du stille. Kører du 95 km/t. bruger du yderligere 19 meter på at holde stille ved maksimal bremsning af køretøjet.
- Hvis farten fordobles, firedobles kollisionskraften. Det vil sige man rammer med fire gange så meget kraft.
- Landevejene er de farligste vejstrækninger. Her sker to ud af tre dødsulykker i trafikken.
Udover at det nok ville være rart at undgå at blive indlemmet i ulykkesstatistikkerne, så ville det måske også være noget skønnere at lade de surt sammensparede skillinger rulle i kassen til julegaver end i politiets bødekasse.
Politiets intensiverede fartkontrol løber altså fra og med mandag den 23. oktober til og med søndag den 29. oktober 2023.
En person snakker om “Ekstra fokus på fartsyndere i den kommende uge”
Skriv et svar
Login eller opret bruger for at skrive en kommentar
🤮