Ekstremt sjældne motorcykler sælges
Nu har inkarnerede motorcykelentusiaster en unik mulighed for, at vælge og vrage blandt et udvalg af ekstremt sjældne klassiske motorcykler.
Blandt det begrænsede antal eksklusive motorcykler som bortauktioneres af det engelske auktionshus H&H Classics d. 14. November kl. 13.00 ser vi nemlig nogle ret usædvanlige modeller.
3 opsigtsvækkende eksempler
Hvad siger du for eksempel til muligheden for at købe en klassisk roadracing bike i form af legendariske Barry Sheene’s 1967 Bultaco TSS 250 Type 41?
Eller et rigtig fint eksemplar af den ikoniske BSA DBD34 Gold Star 500 fra 1958, eller måske en svinedyr og ret usædvanlig touring orienteret 1955 Vincent Black Prince?
Eller sidst men ikke mindst: En 1977 Norton Commando Interstate 850 Mk3 med el-start, der aldrig er pakket ud, og stadig befinder sig i den originale transportkasse?
Barry Sheene’s Bultaco
Du er selvfølgelig ikke et øjeblik i tvivl om, at muldvarpeskindet skal være velsmurt for at komme i betragtning som køber.
Men hvis bankforbindelsen er indforstået, har du til gengæld også mulighed for at købe nogle helt specielle motorcykler.
Barry Sheene’s 1968 model Bultaco racer blev fremstillet i 1967 og importeret i November måned samme år af Frank Sheene.
Barry Sheene og Dave Croxford kørte ræs på modellen i 1968, Frank Sheen videresolgte modellen i 1969, og har en gang i 1990’erne verificeret ægtheden af motorcyklen.
Bultaco raceren er vurderet til £ 25.000 – £ 35.000, og du kan finde flere informationer om motorcyklen på H&H Classics hjemmeside.
BSA Gold Star
Hvis £ 25.000 – £ 35.000 er lige i overkanten, og du ikke er på jagt efter en hardcore racer, er der heldigvis også alternative tilbud, hvad angår både typer af motorcykler og prisklasse.
På auktionen udbydes nemlig også en ægte Brit Iron perle, til en betragteligt lavere pris.
Et rigtig fint eksemplar af den ikoniske BSA DBD34 Gold Star 500, som er kendt af enhver med interesse for MC-historie, og som i dette tilfælde er værdisat til £ 13.000 – £ 15.000.
En rigtig lækkerbisken for kendere, som vil drage et længselsfuldt suk, når de ser den korte præsentationsvideo med modellen lige nedenunder.
Ja tak… den Gold Star gad vi såmænd også godt at parkere i garagen. Men se så lige touringcyklen nedenunder til en noget anden pris.
Vincent Black Prince
Hvis de førstnævnte motorcykler ikke har fanget din interesse, og du er den mere touring orienterede type, så skulle du måske tage et kig på denne originale fortrinsvis urestaurerede 1955 Vincent Black Prince.
Motorcyklen er angiveligt blevet løbende vedligeholdt efter alle forskrifter, har lige fået et olieskift, og har tilhørt samme ejer gennem mere end 40 år.
Men det er ikke meget touring, der er blevet kørt på modellen gennem årene, da kilometerstanden er opgivet til blot 5.616 miles.
Så det er i princippet – selv om den sort prins har alderen med sig – en næsten ny motorcykel.
Og det er måske en af årsagerne til, at auktionshuset har sat vurderingen til £ 55.000 – £ 65.000.
Funklende ny Norton 850
Næh… det er ikke mange kilometer Vincent’en fra 1955 har kørt, men et mindst lige så opsigtsvækkende auktionsnummer er denne 1977 Norton Commando Interstate 850 Mk3, med en endnu lavere kilometerstand.
Modellen med matchende numre befinder sig nemlig stadig i den originale transportkasse, som den blev udskibet i d. 29/9 1977 til den belgiske forhandler Podevin i Aaist.
Her blev motorcyklen opbevaret under optimale betingelser, inden den i 2010 blev videresolgt som en del af en samling ubrugte ældre motorcykler.
Kilometerstanden på 16 miles må formodes at stamme fra prøvekørsel umiddelbart efter fremstillingen, og speedometer samt omdrejningstæller er stadig forsynet med beskyttende film.
Bemærk at urene er de sorte Smiths instrumenter, der erfaringsmæssigt er noget mere driftsstabile end de grå.
Der medfølger som du kan se i billedgalleriet øverst en del effekter, herunder service vouchers, kopi af fragtbrev, original brugermanual og sørme også en original kædespray.
En sjældenhed på linje med den ‘nye’ 80 år gamle Indian motor, og formentlig meget mere sjælden end den overgemte 1982 Honda CB-krydser du kunne læse om her på MagaCin tidligere på året.
Honda CBX’en der også stadig opbevares i den originale transportkasse blev i sin tid solgt for knap dkr. 150.000,-
Men der skal muligvis langes en lidt tykkere stak pengesedler over disken for den indpakkede Norton, da auktionshuset vurderer, at 1977 Norton Commando 850’eren der ryger under hammeren d. 14. November kan indbringe £ 20.000 – £ 25.000.
D. 14. November kl. 13.00
Det er datoen du skal skrive i kalenderen, hvis du er interesseret i at byde på de exceptionelle motorcykler fra National Motorcycle Museum der bortauktioneres i næste måned.
Se modellerne der er omtalt i artiklen her, samt de andre spændende modeller der bortauktioneres ved samme lejlighed på auktionshusets hjemmeside.
Der kan du også læse salgsbetingelserne, samt at auktionshuset såmænd også er behjælpelig med transport.
Giv os et praj hvis du køber
Du må som altid når vi videreformidler denne type information hjertens gerne give os et praj, hvis du ender med at købe en af de fine motorcykler.