Elektrisk flat tracker fra H-D
Harley-Davidsen har gentagende gange gjort et stort nummer ud af at understrege, at LiveWire fremadrettet vil spille en stor rolle i deres indtog i en grønnere verden. Senest har Harley-Davidson frigivet en skitse som giver et indblik i den 2. batteridrevne motorcykel i deres portefølje, og som du måske kan se på tegningen over artiklen, har Harley-Davidson været igennem nogle af virksomhedens ældste fotoalbummer.
Selvom der kan drages mange paralleller mellem modellen på skitsen og Harley-Davidson's første serieproducerede elektriske motorcykel (LiveWire), er det tydeligt at den nye model er betydelig mindre rent fysisk.
Designmæssigt hersker der ingen tvivl om hvilken kategori denne model hører under; modellen henter tydeligvis inspiration i Harley-Davidsons lange erfaring inden for flat track race, og med minimalistiske kåbedele, nummertavler på siden, den afstumpede røv, og det høje cykelstyr, er udseendet i mine øjne spot on.
Hertil kærtegner det undertegnedes nethinde at Harley-Davidson har smidt lækkerier på modellen i form af USD-forgaffel, Y-eger fælge, LED lygter klædt i mørkt, og mon ikke også der er fuld digital instrumentering bag den minimalistiske styrkåbe.
Hvilken producent bagdæmperen stammer fra kan vi kun gisne om, og krydse fingre for at farven på fjederen indikerer en yders velset producent.
Da modellen på tegningen er udstyret med alt lige fra lygter til nummerpladeholder, kunne man godt mistænke at modellen er tæt på at være produktionsklar, og det er slet ikke utænkeligt at Harley-Davidson vil medbringe modellen til de kommende messer uden større visuelle ændringer. Alligevel kan vi nok se frem til én ændring… navnet.
Harley-Davidson har endnu ikke officielt navngivet modellen, så ind til videre går den under betegnelsen ”Mid-Power”, som uden nogen form for klang, mest af alt lyder som et kodeord for modellen frem for et endeligt modelnavn.
Men navnet Mid-Power henviser til hvad vi kan forvente i forhold til cyklens specifikationer, som ikke vil være lige så potent som LiveWire. På Harley-Davidson's danske hjemmeside beskriver de projektet som følger:
“Mellemvægt EV-konceptet bygger bro imellem vores EV-teknologi og vores omfattende racerhistorie og den legendariske XR750. Den ultimative bycykel, det højtydende køretøj eller næste generations køretøj til korte ture er H-D's vision for EV for de hurtige og konkurrencedygtige. Det lette EV-koncept er designet til en urban fremtid. Den er nem at køre – uden kobling og gearskift. For en moderne pendler vil dette koncept give nem og bekvem adgang til byen på en måde, som er forankret i H-D's designfilosofier.”
Batteripakken på denne model ser markant mindre ud end den vi kender fra LiveWire, hvilket indikerer et færre antal hestekræfter, men samtidig en væsentlig reduktion i vægt.
Og da det ikke kun er batteriet men hele motorcyklen der er mindre, må det forventes at produktionsomkostningerne er lavere end hos brodercyklen, hvilket i sidste ende forhåbentlig kommer forbrugeren til gode.
Mid-Power forventes at slutte sig til Harley-Davidson’s lineup senest i 2022, og her på redaktionen krydser vi fingre for en afsløring på EICMA i Italien sidst på året.