Elvis' H-D bortauktioneres
Rock 'n' roll pioneren Elvis Presley var som så mange andre vældig motorinteresseret, og verden over kender folk til hans meget iøjnefaldende 4-dørs 55’er Cadillac Fleetwood sedan. Men Elvis Presley havde også en stor passion for motorcykler, og ejede gennem sit liv et utal af motorcykler, og nu får én af dem snart en ny ejer.
Denne Harley-Davidson FLH-1233 Electra Glide fra 1976, menes at være den sidste motorcykel kongen af rock ejede inden han gik bort i 1977.
GWS Auctions bortauktionerer ovenstående motorcykel den 31. august i år, som en del af Artifacts of Hollywood kollektionen i Los Angeles.
Ifølge GWS Auctions købte Elvis Presley sin custom lakerede 1976’er Harley-Davidson Electra Glide den 11 august i Californien året før han gik bort, og der står derfor et meget lavt antal miles på triptælleren.
Motorcyklens hjerte består af en 1206cc Shovelhead motor med en 4-trins gearkasse, som samlet set leverer 58 hestekræfter ved 5150 omdrejninger. Og med en beskeden totalvægt på lige over 345 kilo, topper farten ved omkring 135 km/t.
Der medfølger naturligvis essentiel dokumentation ved køb af kongens Harley-Davidson, heriblandt registreringsattesten i Elvis’ navn. Ydermere får man også en salgsslutseddel, da Elvis Presley solgte motorcyklen kun 3 måneder før sin død.
Den amerikanske pris for en brugt 1976 Harley-Davidson FLH-1200 Electra Glide i perfekt stand, ligger i øjeblikket lige under 110.000 danske kroner, men lur mig om ikke motorcyklens historie – og ikke mindst dens tidligere ejer – får prisen til at ryge i vejret.