Energica har erklæret sig konkurs
Triste rygter om Energica Motor Company har svirret i nogle dage, og nu faldt hammeren altså. For i går d. 14/10 kl. 15:00 lokal tid blev ledelsen enige om, at der ikke længere er penge nok i kassen til at holde sig oven vande.
Så efter mere end 15 år med fuld fart i sejlene lyder dommen, at Energica har erklæret sig konkurs.
Det begyndte ellers at se rigtig lyst ud for virksomheden omkring lanceringen af modellen Experia, som medførte rekordtal for både solgte enheder og omsætning med en stigning på op mod 200%.
Men ligesom hos så mange andre producenter – og især dem der producerer elektriske køretøjer – har krisen på elmarkedet og knuder i forsyningskæder sat dybe spor i økonomien. Og på trods af ledelsens omfattende bestræbelser på aktivt at finde nye investorer, blev det på mødet klart, at virksomheden ikke stod til at redde.
Læs Energicas officielle udtalelse om sagen her.
Vores oplevelser med Energica
Her på MagaCin har vi fulgt Energica med et vågent øje i et årti, hvor vi i den spæde start beskrev modellen Ego som en motorcykel, der gav Tesla baghjul.
Nogle år senere meldte FIM ud, at man inden længe ville præsentere motorsportsfans verden over for MotoE-klassen, og her skulle Energica levere maskineriet.
Men natten til den dag, der skulle være den anden fulde test i MotoE, gik samtlige 18 racere tabt, da der opstod brand i den bygning, hvor maskinerne overnattede på Jerez.
Det fik man sidenhen styr på, og Energica fortsatte som eneleverandør til MotoE-klassen i fire år, indtil Ducati overtog projektet.
Den model, kørerne susede rundt på i MotoE’s første leveår, var modellen EGO, der blev præsenteret af den tidligere Formel 1-kører Nico Rosberg, og som MagaCin havde fornøjelsen af at prøve få måneder efter Energica blev tilgængelig i Danmark, i samme ombæring som vi prøvekørte søstermodellerne EsseEsse9 og Eva Ribelle.
En oplevelse vi var ret begejstrede for, selvom vejret ikke ligefrem var det fedeste at køre en momentstærk motorcykel i. For med en peak-effekt på 126 kW og en 0-100 tid på godt to og et halvt sekund, kan vi skrive under på, at der sker noget, så snart man kilder potentiometeret på højre styrhalvdel.
Vi havde altså på trods af vejret en herlig dag med de tre italienske elcykler, som faktisk leverede en lang række positive oplevelser og overraskelser. Vi fik også et indtryk af, hvordan det var at håndtere tre forskellige elektriske motorcykler fra samme mærke.
Det har altså gennem en årrække set lyst ud for den italienske motorcykelproducent, men nu er det slut! Energica har erklæret sig konkurs, og det ser ikke ud til, at de kommer tilbage igen.
Så det bliver spændende at se, hvad det har af betydning for den elektriske Nimbus, der som bekendt skulle drives af en motor fra italienske Energica.
MagaCin holder dig opdateret på de seneste MC nyheder! – Bliv abonnent og få ubegrænset adgang til alle nyheder, tests, videoer og fordele på DK’s hurtigste MC-medie
-
MagaCin AdgangDKK 29,00 / måned
-
MagaCin Adgang 6 mdr.DKK 119,00 hver 6 måneder
-
MagaCin Adgang 3 mdr.DKK 69,00 hver 3 måneder