Er ‘Lane Splitting’ sikkert?
Om “kørsel mellem rækkerne” eller såkaldt “Lane Splitting” er tilladt for motorcykler eller ikke, er et emne vi har vendt ved flere lejligheder.
Se eksempelvis artiklen Advokat: Forbudt at køre mellem vognbaner.
Vi dropper juraen
Men hvis vi ser bort fra det rent juridiske i denne omgang, så er der utvivlsomt en række gode argumenter for, at det er hamrende farligt… og lige så mange argumenter for, at det er en glimrende sikkerhedsfremmende foranstaltning.
Et nyligt afsluttet 5-årigt fransk studie har netop fokuseret på sikkerheden.
Se FEMA’s artikel om emnet her.
Er Lane Splitting sikkert?
Spørgsmålet vedrørende sikkerheden i forbindelse med kørsel mellem rækkerne har vi også vendt tidligere, og hvis du ikke allerede har læst artiklen om undersøgelsen fra Berkeley universitetet i Californien, så får du lige et link nedenunder.
Studiet af efterhånden ældre dato fortæller, at sikkerheden af forskellige årsager generelt højnes, når der køres mellem rækkerne.
Men undersøgelsen fra Californien er ikke specielt ny længere, så derfor er det nye studie, som CEREMA er ansvarlig for velkomment.
Stigning i ulykker
Et eksperiment der blev afsluttet 31. Januar i år, er foretaget over en femårig periode i 11 franske departementer, hvor motorcyklister blev tilladt at køre mellem rækkerne, hvis den omgivende trafik kørte meget langsomt eller holdt helt stille.
(Frankrigs 22 regioner er opdelt i 96 såkaldte departementer).
Den korte version af konklusionen er, at man på veje der indgik i eksperimentet så en stigning i ulykkestilfælde for motoriserede tohjulere på 12%, imens der blev konstateret et fald på 10% på departementernes andre veje.
Men det nævnes også, at det øgede antal ulykker evt. kan skyldes, at flere motorcykler benyttede muligheden for at køre mellem rækkerne på de veje, som var udpeget til at indgå i forsøget.
Positivt nyt
Umiddelbart trist nyt for fortalerne for kørsel mellem rækkerne, og godt nyt for dem der hader konceptet.
Men der er trods alt også godt nyt til tilhængerne, som kan glæde sig over den mulige udsigt til et nyt studie.
For studiet viser nemlig også, at motorcyklister som fulgte eksperimentets forud definerede regler for kørsel mellem rækkerne, blev godt modtaget af andre trafikanter, så uddannelse i kørsel mellem rækkerne kan meget tænkeligt være vejen frem.
Nyt studie
Marie Gautier-Melleray der er Interministerial Delegate for Road Safety har efter studiet blandt andet tilkendegivet at: “A second, more in-depth experiment should include the widening of the geographical areas concerned, new traffic rules, an automated data collection methodology, adapted and continuous communication to perfect the education of all road users on the subject.”
Den delegerede foreslår altså lidt firkantet frit oversat, at et eventuelt nyt mere detaljeret studie burde gennemføres over et endnu større geografisk område, med blandt andet nye færdselslove samt bedre uddannelse for alle trafikanter om emnet.
FEMA involveret
Det kunne være rigtigt spændende, hvis denne mulighed for smidig afviklingen af trafikken fremover blev en realitet, baseret på videnskabelige fakta, der viser at det rent faktisk er en god ide.
Og det er slet ikke utænkeligt, at et nyt eksperiment iværksættes.
Den franske organisation for motorcyklister FFMC som er medlem af FEMA, har været involveret i projektet lige fra begyndelsen, og FFMC udfærdigede for snart ti år siden en instruktionsvideo for kørsel mellem rækkerne.
Egentlig er det ikke tilladt at køre mellem rækkerne i Frankrig, men i praksis er det franske politi kendt for at være ret large vedr. håndhævelse af loven på netop dette område.
Det passer meget godt med vores personlige erfaringer.
Spændende om kørsel mellem rækkerne på motorcykel bliver en fuldt lovlig del af fremtidens færdselskultur i EU, og eventuelt bliver en del af den obligatoriske undervisning når kørekortet erhverves.